De anonyme

Vi ved ikke hvem der har skrevet klagedigtet over Danmarks skæbne 1329, hvem Rydårbogens, Saxokompendiets eller Yngre sjællandske Krønikes forfattere er. Vi har ikke navnet på en eneste af de middelalderlige folkevisers forfattere, og meget få navne på dem der arbejdede i kongens kancelli og dikterede hans breve. Før Morten Maler i 1400-årenes begyndelse er der ikke et navn på en eneste af de kunstnere der har udsmykket kirkerne med kalkmalerier. Anonymitet har været tilstræbt i visse funktioner i samfundet.

Klostrene var i sig selv anonyme miljøer. Et menneske der gik i kloster gav afkald på sit hele verdslige liv, tabte sin identitet, førte siden hen kun ét navn der måske var hans eller hendes verdslige døbenavn, måske var et andet. De nye bølger der var gået over Europa i 1200-årene med tiggermunkebevægelserne, og som havde fået mange fornemme folk til på et tidspunkt at opgive deres hidtidige liv og gøre sig til fattige i Kristi navn, gjorde sig kun kortvarigt gældende i Danmark med Eriksdøtrene, prinsesserne Jutta og Agnes' klosterstiftelse i Roskilde. Og de to fyrstelige nonners klostergang var næppe helt frivillig, at dømme efter hvor hurtigt de forlod klosteret igen. Mindre end ti år bar de sløret, og siden optrådte de i verden som om de aldrig havde været klostergivne.

Men de danske klostre må i perioden mellem 1250 og 1400 i alt væsentligt have været befolket med danskere, og mange fornemme folk må have sendt deres sønner eller døtre dertil. Hos franciskanerne og dominikanerne var der dog fortsat en betydelig tilvækst af brødre og søstre fra udlandet, og en høj grad af bevægelighed inden for hele kristenhedens område for dem der var indtrådt. Det samme har været tilfældet for johanniterordenen, hvis danske hovedkloster Antvorskov ved Slagelse har været et ganske internationalt miljø.

Pilgrimsrejserne og korstogene ophævede også, for den tid de varede, deltagernes verdslige identitet, gjorde deltagerne til navnløse soldater i en hær på fremmarch. Paverne påtog sig det retslige forsvar for korsfarernes hustruer og børn så længe ekspeditionen varede eller i tilfælde af at korsfareren omkom derude, ved at pålægge verdslige fyrster eller kirkelige institutioner at udføre denne omsorg i pavestolens navn. Og ridderordener der havde deres udspring fra Det hellige Land, som Den tyske Orden i Preussen, vedblev at stå i et direkte lydighedsforhold til paven. De levede for så vidt også en tilværelse der var at opfatte som et stadigt vedvarende korstog. Som munke og nonner, brødre og søstre, opfattede sig som Kristi fattige, kunne ridderne, af hvilken orden de end var, opfatte sig som Kristi soldater, og denne betegnelse ville i så fald være mere sigende end deres eget borgerlige navn.

Pilgrimsrejsen kunne være den hovedbegivenhed i de menneskers liv der begrundede at de på deres gravsten blev afbildet i den dragt de havde båret, hat og kappe, stav, rejsetaske og sko, palmegren og Ibskal, samt deres navn. For de tilhørte jo verden. Når en cisterciensermunk døde, blev han begravet uden for kirkens nordre korsarms dør, en af disse klostres få udgange til verden. Den kaldes „de dødes port”. En cisterciensermunk fik ingen gravsten. Hans abbed blev gravlagt i kapitelsalen eller i korsgangen og fik oprindelig kun en sten med en abbedstav, senere sniger navnet sig måske med. En biskop tilhører verden, på hans gravsten vil efterverdenen altid finde en indskrift der identificerer ham. Men billedet skal ikke ligne biskoppen. Han er anonym på en anden måde.

Religiøse broderskaber som Sankt Knuds- og Sankt Eriks-gilderne har også udadtil optrådt som kollektiver af navnløse, selv om de alle sikkert var stormænd og samfundsstøtter der i alle andre sammenhænge nok havde et navn at gøre sig gældende med.

Og næsten umærkeligt trænger denne anonymitet også ind i kollektiver og sammenslutninger som ellers kunne synes verdslige nok, bager- og skomagerlav i købstæderne, købmandsgilder på vandring et bestemt sted hen, eller med basis i en by. Det var almindeligt at forankre en fællesformue for sådanne sammenslutninger i et alter i byens kirke, hvorved helgenen blev ejer og sammenslutningens virksomhed foregik i helgenens navn. Her fortonede den enkeltes identitet sig, i kollektivet som antoges at være sat under en hellig beskyttelse.