Forbilleder og vejvisere

I Lübeck havde bykulturen sit store forbillede, og tiden mellem 1250 og 1400 er denne bys første blomstringsperiode. 1285 havde byen et stort, veldisponeret internationalt marked inden for sine mure, på det højeste punkt af den banke hvorpå byen var anlagt, et centrum for engroshandel af enhver art. Hver enkelt vare eller hvert enkelt produkt havde sin faste plads på markedet, og al egentlig handel var henvist hertil. Varerne der handledes med behøvede ikke være for hånden, men til gengæld var handel i den enkelte borgers hus normalt forbudt. Markedet var byens merkantile centrum, det lå i forbindelse med byens rådhus hvorfra bysamfundets retspleje udgik, og midtvejs mellem de to andre yderpunkter, borgen der i 1200-årenes begyndelse blev dominikanerkloster, mod nord, og domkirken mod syd. I tidens danske byer spores tilløb til en tilsvarende streng opdeling af funktioner og myndighedsområder, men resultaterne har ikke stået helt mål med forbilledet.

Medens kongemagten i de første årtier efter Valdemar Sejrs død forgæves havde søgt at leve op til de idealer der havde ligget til grund for Valdemarernes stat, hvis fundament var dyrkelsen af en kongehelgen, så fik det danske statsliv senere i perioden et tydeligt verdsligt præg. Valdemar Atterdags kongemagt kom til at ligne den der udøvedes af mange mindre fyrster i Hundredårskrigens Europa. Ved siden af den store konflikt mellem de franske og de engelske fyrster havde perioden oplevet endnu en konflikt mellem kejser- og pavemagt. En følge heraf var at der begyndte at udvikles en rent verdslig statsvidenskab, løsrevet fra teologien. En af de store tænkere på dette område var Marsilius fra Padua der arbejdede ved pavehoffet og skrev om begrebet fred. En anden var Bartolus af Sassoferrato, lærer i retsvidenskab ved universitetet i Perugia (død 1357) og navnlig forfatter til et skrift om den fyrstelige regering, hvor han interesserer sig for de vedvarende træk, alt det der ikke afhænger af den regerende fyrste og hans råder. Bartolus er således en af de første der systematisk arbejder med den tanke at staten eksisterer uafhængigt af fyrsterne og statsmændene. Hans skrifter vandt stor udbredelse ikke mindst i Nordeuropa og har inspireret det danske og det svenske rigsråd i de tanker de gjorde sig om rådenes ansvar for kronen, særlig ved tronskifte, hvor rådet af hensyn til konge magtens fortsættelse følte sig forpligtet til at skaffe kronen erstatning for eventuelt tabte værdier, inden den overdroges til efterfølgeren. Her lå kimen til en forestilling om at rådets myndighed var overordnet kongens.

Men det var naturligvis stadig kirken og kristendommen der var den store vejviser i hvorledes verden skulle styres og alting udføres. Når store beslutninger skulle have deres monumentale aktstykker, fremgår dette helt bogstaveligt. Det er der to særlig gode eksempler på fra 1300-årenes nordiske historie. Det ene er Landefreden af 1360 der er udstedt på Helligåndens festdag, pinsedag, og udtrykkelig påberåber sig Helligåndens medvirken i den nyordning dokumentet vil gennemføre. Det andet eksempel er Erik af Pommerns kroning til unionskonge i Kalmar 1397, i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, der udførtes på Hellig Trefoldigheds Søndag. Kroningsdokumentet fremhæver netop Treenigheden.

Men nægtes kunne det ikke at kirken var i krise. Pavehoffets placering i Avignon, fjernt fra det Rom der gemte martyrernes grave, var kun et af mange tegn derpå. Franciskanerne og dominikanerne fik med deres prædiken et vældigt greb om menneskenes sind. Disse lægmandsbevægelser havde det egentlig på deres program at støtte den vaklende kirke, de brugtes af paverne i kætteribekæmpelsen og i korstogssagen, og her fik de en hovedrolle at spille. Men det må indrømmes at deres virksomhed, med aktuel og stemningsfuld prædiken, ændrede det almindelige kristenlivs former i retning af hvad kirken tidligere havde bekæmpet som sværmeri, og som den nu kun nødtvungent accepterede.

1200- og 1300-årenes Danmark har ingen store kætterforfølgelser eller kætterprocesser kendt, men det skyldes sikkert kun at Danmark har tilhørt den kristenhedens periferi hvor ingen fremstormende kirkelig revser eller dommer havde fordel af at gøre sig berømt. Kætteri har eksisteret som kirkelig forbrydelse, og straffen blev udført af den verdslige myndighed, på begæring af den kirkelige domstol som i en biskops navn havde afsagt dom for kætteri. Straffen var døden, ikke kun til skræk og advarsel, men også fordi denne straf ansås for en barmhjertighedsgerning imod forbryderens sjæl.

Dominikanerne skaffede sig deres munke og nonner fra noget højere sociale lag end franciskanerne, i hvis orden dog enkelte fyrster indtræder. Som helhed er den imidlertid en fattigmandsbevægelse, også i reel forstand. Nu opstod der i Norden en ny ordensstifter, med en tilsvarende opgave at understøtte den etablerede kirke, med et tilsvarende lægmandspræg, men med en meget fornem rekruttering, og med et kollegium af teologer knyttet til hvert af dens klostre som skulle kunne sikre kvalitet i den forkyndelse, på modersmålet, der ved bestemte lejligheder skulle udgå fra klostrene. Det var Den hellige Birgittas „Frelserens” Orden.

I birgittinerklostrenes indre liv foregik der en daglig konfrontation med Kristi lidelse og død. Hvert kloster havde en åben Kristi Grav hvor nonnerne daglig skulle bede, efter at abbedissen havde foretaget jordpåkastelsen med disse ord: „Herre, hellige fader, Du som i graven bevarede den krop uskadt som Du ved jomfru Maria havde ladet Din søn antage, og genopvakte den uformuldet, vi beder Dig, bevar vore kroppe rene og ubesmittede i Din højhellige tjeneste, og led vore veje her i tiden således at vore kroppe når den store frygtindgydende dommedag kommer må opstå blandt Dine helgener, og vore sjæle fortjene at frydes med Dig til evig tid, og forenes med Dine udvalgte, i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”

Bevægelsen bidrog til at vise afstanden mellem Himlen og Jorden. Birgittas ord om verdens forvorpenhed vandt stærk genklang viden om. Pavekirken godkendte alt dette og havde næppe anden mulighed. Kirken var i krise og samfundslivets begyndende verdsliggørelse var en realitet.

Birgittinerordenen var en fornem orden, og dens virksomhed havde sit egentlige formål i forøgelsen af de gode gerningers tal i verden, og i netop disse sjæles forening med Kristus, men den skulle også sætte sit præg på stiftets almindelige forkyndelse. Klosteret skulle nøje følge den gudstjenesteordning der gjaldt i det stift hvor det lå, og på højtiderne skulle præsterne prædike for almuen på modersmålet, sikkert på et højere teologisk niveau end hvad almindelige franciskanere kunne præstere, for det må have været velkendt at deres prædiken undertiden lod en del tilbage at ønske.

Det gjorde det også blandt almindelige sognepræster. I Romdrup ved Ålborg har det således ikke stået for godt til med kristentroen i 1200-årene. Her havde præsten selv ved indvielsen af kirkens alter listet en lille blystrimmel ned sammen med de relikvier biskoppen ved en sådan lejlighed skulle nedlægge i alterets helgengrav, en lille fordybning midt i den store dækplade. Den lærde hr. Niels har på sin blystrimmel indridset nogle ret forvirrede besværgelser af elverfolket sammen med forskellige kristne og jødiske formler, alt sammen besværgelser der skulle beskytte ham selv, øjne, hoved og lemmer. De har måske også haft hjælp behov. Men en stor lærer i kristendommen kan hr. Niels i Romdrup ikke have været.

Så var der mere vejledning for den enkelte at hente i historierne om de hellige mænd og kvinder som „Den gyldne Legende” (Legenda aurea) fremstillede dem, forståeligt for enhver, eller som de blev anskueliggjort på kirkernes vægge. Sankt Jørgen der slog dragen ihjel, Sankt Martin der delte sin kappe i to for at give halvdelen til en nogen tigger, eller Den hellige Nicolaus der gav penge til en mand der ellers havde haft til hensigt at sælge sine tre døtre til utugt. 1300-årenes folkereligiøsitet er gennemsyret af materialisme, domineret af en betagelse af denne verden, dens rigdom og skønhed, der også kommer til at farve beskrivelserne af troen, godheden og forsagelsen.

Folketroen bevæger sig ofte på grænsen mellem tro og overtro. Den overtager træk af naturreligionernes magi, og der har været tiggermunke der som prædikanter har ment at det var bedre at de ledte menneskene rundt i dette overdrev mellem tro og vantro, end at folk selv fandt vej. De lod folkereligiøse forestillinger blive knyttet til bestemte helgener der så bragte frugtbarhed eller forløste i barnsnød, værnede mod pludselig død eller hvad det nu kunne være, blot deres legender afgav et spinkelt holdepunkt for det.

Den gyldne Legende gav selv i nogen grad anledning til denne anvendelse. Den er præget af fantasteri, navnlig i behandlingen af de oldkristne martyrer. Deres livshistorie fik altid to grundtemaer, kristendommen over for hedenskabet, og mennesket over for døden. Et eksempel er den meget populære legende om Den hellige Margrete, datter af den hedenske patriark i Antiochia i romertiden. Den romerske præfekt i staden bliver betaget af hendes skønhed da hun er 15 år gammel og bejler til hende, men hun afviser ham fordi hun kun vil give sig til Kristus. Hun bliver pint og fængslet og pint igen, men intet bider på hende. To gange kommer Djævelen til hende i fængslet, første gang i skikkelse af en ildsprudende drage som hun med Helligåndens hjælp får til at eksplodere, anden gang som en lille sort mand hvis trolddomskunst Margrete imidlertid gennembryder ved at få ham til at røbe sit og dragens navne. Han er Beelzebub og dragen var Rufus hans broder. Helligånden viser sig som en due med et kors, ikke kun for Margrete, men også for dem der overværer begivenheden, og beretningen foregiver at være nedskrevet af et øjenvidne. Duen kroner Margrete, hjælper hende mod Djævelen, og fører endelig hendes sjæl til Himlen. Ved disse jærtegns magt over menneskene kunne hun have undgået at blive henrettet, men det er hende selv der byder bøddelen bruge sværdet, og hun slutter sit liv med at bede for dem der vil skrive hendes legende eller bygge kirke i hendes navn. Navnet Margrete var udbredt i Norden, både i kongefamilierne og blandt jævnere folk, også før Den gyldne Legende blev skrevet. Og bøn til Den hellige Margrete var en hjælp for den der skulle dø.