Stiftsinddelingen 1656.

.

Stiftsinddelingen 1990.

.

Retsinddelingen på Fyn 1751 (tv.), 1870 (th.)

.

Retsinddelingen på Fyn 2003

.

Lensadministrationen 1662.

.

Amtsinddelingen 1794.

.

Amtsinddelingen 1970.

.

Efter rigssamlingen opstod der efterhånden en lang række opdelinger i administrative områder, som har tjent hver sit formål. Landet er f.eks. blevet opdelt i kirkelige områder, i retsdistrikter og i forvaltningskredse. Grænserne mellem disse områder kan somme tider falde sammen, men i andre tilfælde går de på kryds og tværs af hinanden. For de enkelte inddelinger gælder det også, at der både findes en lokalinddeling i små områder og en regional, hvor et mindre antal udgør det samlede land.

Den kirkelige inddeling er den, der er undergået de færreste ændringer. Den mindste enhed er her sognet, som formodentlig er opstået hurtigt efter, at kristendommen kom til Danmark. Sognet var da næppe en geografisk inddeling med faste grænser, men snarere knyttet til bebyggelsen, så det omfattede beboerne af bestemte ejendomme, der hørte til en kirke.

I løbet af middelalderen blev der nedlagt flere kirker i Jylland, så antallet af sogne faldt. Til gengæld skete der opdelinger på flere sogne i nogle af købstæderne. Ved reformationen blev en del købstadsogne nedlagt, mens udviklingen i det 20. århundrede har været præget af opdeling af de voksende byer og deres forstæder i flere sogne. En præst kan være ansat ved flere kirker. Hans embedsområde udgør da et pastorat.

Sognene er samlet i provstier og disse igen i stifter, hvis administration ledes af en biskop.

Stiftsinddelingen går tilbage til middelalderen og omfattede da seks stifter i det nuværende Danmark med bispesæder i Roskilde for Sjælland og i en periode Rugen, Odense for Fyn og Langeland samt Lolland-Falster – og i perioder Ærø, Als og Femern, Ribe for det sydlige Jylland – og det vestlige Nordslesvig, Århus for Østjylland, Viborg for Midtjylland og Vestervig for Nordjylland. Desuden hørte dele af det daværende danske rige under bispen i Slesvig, nemlig resten af Sønderjylland, og under ærkebispen i Lund, nemlig Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm.

I denne inddeling er der sket følgende større ændringer: det nordjyske bispesæde blev i første halvdel af 1100-tallet flyttet til Børglum og i 1554 til Ålborg. I 1554 flyttede den sjællandske biskop til København, og ved afståelsen af Skåne, Halland og Blekinge fik han også Bornholm under sig. I 1803 udskiltes Lolland-Falster som et selvstændigt stift med bispesæde i Maribo.

Efter genforeningen i 1920 blev den vestlige del af Sønderjylland lagt under Ribe stift, mens den østlige del sammen med de østlige dele af Ribe stift og den sydligste del af Århus stift kom under et nyt stift med bispesæde i Haderslev. Ærø, der sammen med Als en tid havde været et selvstændigt stift, blev efter 1864 overført til Fyns stift.

I 1922 deltes Sjællands stift. Under biskoppen i København hørte herefter hovedstaden og Nordsjælland samt Bornholm, Færøerne og Grønland, mens den resterende del blev til et nyt stift med bispesæde i Roskilde.

I 1960 udskiltes Nordsjælland som et selvstændigt stift med bispesæde i Helsingør.

Der er således i 1990 i alt 10 stifter, hvis områder kan ses af kortet overfor.

Inddelingen i retskredse blev tidligt knyttet til en opdeling af landet i herreder. Et herred er muligvis oprindelig en inddeling, der havde forbindelse med udskrivning af mandskab til militæret, men allerede i vikingetiden var herredets vigtigste funktion at være en retskreds, idet der i hvert herred fandtes et herredsting, som var den lokale domstol. Der fandtes i middelalderen ca. 200 sådanne herredsting i Danmark inkl. Sønderjylland og Skåne, Halland og Blekinge. Ledelsen af tingene blev varetaget af en kreds af lokale ansete mænd, men i løbet af senmiddelalderen fik kongen stigende indflydelse på rettergangen, og fra omkring 1400 var det almindeligt, at kongen – gennem sin lensmand – udnævnte en herredsfoged, der fungerede som tingets formand, og dermed var den egentlige dommer.

Herredstingene omfattede oprindelig hele landet, men da købstæderne opstod, fik de deres eget byting, hvor en kongelig udnævnt byfoged blev leder i løbet af senmiddelalderen.

Antallet af sogne i de enkelte stifter. Sønderjylland er først medregnet fra 1920. Dog indgår sognene på Als i tallet for Fyns stift i 1653.
Stift 1653 1853 2000
antal kirkesogne
København 426 420 110
Odense 336 201 235
Ribe 293 276 222
Århus 344 331 332
Viborg 189 215 283
Ålborg 184 199 304
Maribo - 98 104
Haderslev - - 163
Roskilde - - 320
Helsingør - - 145
I alt 1772 1740 2218

Ved siden af bytinget fandtes der fra slutningen af middelalderen også en rådstueret, hvor lokale borgere havde større indflydelse. Opgavefordelingen mellem de to domstole var svingende fra by til by. Også en række områder på landet, der var knyttet til krongods, kirkegods og dele af adelens gods, blev efterhånden udskilt fra herredstingene og fik egne birketing, hvor jordejeren udnævnte birkefogeden, der virkede som den lokale dommer.

Der opstod på den måde et stort antal underretter, hvis retskredse udgjorde et broget billede på danmarkskortet. Antallet nåede et højdepunkt i løbet af det 18. århundrede. Et eksempel på, hvor langt opdelingen kunne gå, kan ses på kortet til venstre.

I alt fandtes der i 1686 i det daværende Danmark 52 herredsting, 63 byting og 121 birketing.

Fra slutningen af det 18. århundrede påbegyndtes en forenkling af underretssystemet. Birkerne blev efterhånden nedlagt, de mindre købstæders byting blev lagt sammen med det nærmeste herredsting, og rådstueretterne blev ophævet i 1805.

Omkring år 1900 havde man derved reduceret antallet af underretter til 130 herreds- og byting.

I det 20. århundrede er der sket to større reformer. Ved en lov fra 1916 blev byfogeder og herredsfogeder, der hidtil havde fungeret både som lokale politimestre og som lokale dommere, afskaffet, og deres ansvarsområde blev delt op, så politimyndighed og domsmyndighed adskiltes. Samtidig revideredes antallet af retskredse, og der oprettedes politikredse, som ikke alle steder var sammenfaldende med retskredsene.

Efter kommunalreformen gennemførtes fra 1973 en helt ny inddeling i retskredse, der afveg radikalt fra den ældre, og herred og købstad ophørte nu mange steder med at være retningsgivende for grænserne mellem kredsene. Der fandtes i 2003 i alt 82 underretskredse i Danmark.

Den gradvise sammenslutning til større kredse kan for Fyns vedkommende ses på kortene Retsinddelingen på Fyn, der viser et stærkt forenklet billede sammenlignet med forholdene midt i det 18. århundrede.

På et mere regionalt plan fandtes der allerede i middelalderen en række landsting, muligvis et for hvert af de større øer samt et for Nørrejylland i Viborg. Der var også særlige landsting for Sønderjylland og for hver af provinserne øst for Øresund. Desuden fandtes der i Jylland fra engang i vikingetiden en række distrikter, der kaldtes sysler, nemlig 11 i Nørrejylland og tre i Sønderjylland, og også i hvert af disse fandtes der et ting. Hvorledes sysseltingenes forhold til de jyske landsting har været, vides ikke.

På landstingene udøvedes en række af de samme beføjelser som på herredstingene, men større straffesager blev normalt forelagt landstingene, og i løbet af det 16. århundrede fik landstingene mere og mere karakter af appeldomstole fra herreds- og birketingene.

Antallet af landsting blev gradvist reduceret, så der omkring 1700 kun fandtes ting i Viborg for Nørrejylland, i Odense for Fyn og Langeland, i Maribo for Lolland-Falster, i Ringsted for Sjælland og Møn og i Åkirkeby for Bornholm.

I 1805 blev disse ting lagt sammen til to landsoverretter i Viborg og København med henholdsvis Jylland og Øerne under sig, og i 1919 fik de navneforandring til deres nuværende betegnelse Østre og Vestre Landsret.

Som øverste retsinstans har man siden 1661 haft Højesteret, der da afløste det kongelige retterting, hvis rødder kan spores tilbage til middelalderen.

Begyndelsen til en senere tids administrativ inddeling af Danmark opstod formodentlig engang i 1200-tallet. Den kongelige magtudøvelse på det lokale plan blev da udført af embedsmænd på de kongelige gårde rundt omkring i landet. De fik titlen ombudsmand, senere foged eller høvedsmand, og endnu senere lensmand. De kom til at stå for opkrævning af afgifter, tilsyn med lovenes overholdelse, tilsyn med underordnede embedsmænd i området, strafforfølgning, udøvelse af den militære myndighed og anden varetagelse af kongens interesser i området. En lensmands område faldt hyppigt sammen med et herred, men senere blev det almindeligt, at flere herreder blev samlet i et len. Efter reformationen omfattede de største len omkring en halv snes herreder, de mindre tre til fire herreder og nogle fortsat kun et enkelt herred. Omkring 1650 var det samlede antal len omkring 75.

En lensmands forpligtelser over for kongen var forskellige fra len til len. De nævnte administrative opgaver blev udført på de såkaldte hovedlen. Ved siden af disse fandtes godslen, hvis opgaver alene var administration af det tilhørende krongods.

Ved enevældens indførelse ophævedes det gamle forleningssystem, og de lokale embedsmænd blev i langt højere grad direkte underlagt den nye kongemagt. I forbindelse hermed fik lenene i 1662 navneforandring til amter, og antallet blev gradvist reduceret i den efterfølgende tid, så der i sidste halvdel af det 18. århundrede fandtes 24 amter.

Større ændringer i amtsinddelingen er derefter sket omkring 1800, da antallet blev nedskåret til 18, hvortil ved genforeningen kom fire amter i Sønderjylland, og i 1970, da antallet blev reduceret til 13.

Købstæderne har stået uden for denne inddeling fra 1662 til omkring 1800, og København er stadig ikke del af et amt.

Ved reformen i 1662 skiftede lensmanden navn til amtmand og fik frataget de finansielle sager, der blev overdraget en amtsforvalter. Fra 1981 kaldes amtmanden for statsamtmand.

Antallet af kommuner 1901-90
1901 1950 2003
København 1 1 1
Frederiksberg 1 1 1
Købstadkommuner 69 79 269
Flækker og handelspladser 3 6
Købstadlanddistrikter 54 27
Landkommuner 1069 1277
I alt 1197 1391 271

Den kommunale inddeling er for byernes vedkommende oprindelig baseret på privilegier givet af kongerne til hver enkelt købstad (jf. om deres tal i tabellen nedenfor). På landet opstod kommuner først som et led i en nyordning af fattigvæsenet i 1803 og af skolevæsenet i 1814. I forbindelse med disse oprettedes lokale kommissioner, der skulle stå for den lokale forvaltning. Man anvendte som inddeling enten kirkesogn eller pastorat. Denne inddeling blev senere anvendt ved indførelsen af det kommunale selvstyre i 1841. Antallet af sognekommuner på landet er siden 1841 blevet ændret ved delinger og sammenlægninger samt ved genforeningen i 1920. En større reform blev begyndt i 1960'erne og afsluttet i 1970. Den ophævede skellet mellem købstad kommuner og sognekommuner og formindskede antallet drastisk i et forsøg på at gøre den enkelte kommune stor nok til at tage nye opgaver op.

Ved indførelsen af det kommunale selvstyre i 1841 oprettedes tillige amtskommuner, styret af amtsråd, der skulle varetage fællesopgaver for sognekommunerne. Deres grænser faldt som hovedregel sammen med de statslige amters, men enkelte amter var delt i to amtsrådskredse. Ved kommunalreformen i 1970 blev deres antal reduceret fra 25 til 13, og disse falder sammen med statsamtmændenes områder.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Den administrative inddeling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig