Det var nu godt to hundrede år siden kristendommen havde sejret i Danmark, at dømme efter indskriften på den store Jellingsten om den Harald der vandt sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne. Den hedenske tid var ikke glemt, men det danske folks selvforståelse var nu blevet kristen.
Nu var det forskellige historiske værker der var bærende i det danske folks bevidsthed om sig selv. Saxo havde grundlagt en tradition som siden blev ført videre af andre. Han havde henlagt Kristi fødsel til Frode Fredegods tid, hvad der var god mening i, de kristne historikere i oldtiden havde altid hæftet sig ved at Kristus kom til verden i den store fredsperiode under kejser Augustus. Og nu havde Saxo i årene omkring 1200 skrevet det danske folks kristne historie indtil kong Valdemar den Store og hans søn Knud, samt den hedenske forhistorie nøje afpasset dertil. Saxos krønike var måske et værk der ikke blev læst så meget som der blev fortalt fra det, for middelalderens litterære kultur var for en stor del mundtlig. Det gjaldt sikkert ikke mindst for historieskrivningen og -fortællingen at den til stadighed var beregnet på at blive givet videre i mundtlig form. Det talte ord når vidt omkring og høres af både høj og lav.
Historiefortællere har formodentlig særlig haft deres publikum i kongens gård, i forsamlinger af hans krigere, hoffolk, klerke og embedsmænd. Men der har også kunnet berettes om folkets glorværdige fortid, når ledingsflåden samledes eller når der holdtes marked eller ting, byens, herredets eller landets ting. På købmandsfærd eller pilgrimsrejse, ved folkelige fester og kirkelige højtider har fortællere og sangere også kunnet samle et publikum, selv om de måske ikke alle har været sagamænd og digtere på det højeste niveau. Folket havde, som folk, et behov for at kende sin fortid. Det måtte fortælles hvad der var dette danske folks særpræg, hvorfra det kom og hvilke kår det havde haft under tidernes gang.
Historikerne vidste at fortælle at danskerne var kommet til deres land på en af Abrahams forfædres tid. Hermed var forbindelsen knyttet mellem folkets historie og Bibelens ældste fortællinger. Dette ræsonnement er selve udgangspunktet og det hviler på en af middelalderens store forfattere, Den hellige Isidor, biskop af Sevilla omkring år 600, som skrev en art universalvidenskabeligt leksikon som dannede grundlag for både sprogvidenskaben, historieforskningen og retsvidenskaben. Efter Saxo fortalte man at danskernes første konger var Dan og Angel, Humbles sønner, og de regerede altså på Det gamle Testamentes tid over dette danske folk hvis bestemmelse det naturligvis var på et tidspunkt at blive kristent. Et folk er ikke en tilfældig menneskemængde, prisgivet naturens kræfter. Et folk har levet så længe på et bestemt sted, som de har haft i deres faste besiddelse, at de – yderst ude -alle er i slægt med hinanden. Folket ledes af sin konge der bærer sit ansvar over for den store himmelske hersker. Et folk har både en nutid, en fortid og en fremtid.
Historikerne var kongens og kirkens, og det historiesyn der ligger til grund for deres fortælling er det officielle. Hvad enhver har tænkt i sit stille sind, er altid en sag for sig. Men sit officielle historiesyn kunne Danmark i grundtrækkene dele med ethvert folkeslag i kristenheden på dette tidspunkt. Også her havde korstogstanken magt, nu var folkene under våben, anført af deres tapre og gudfrygtige konger, under pavernes åndelige styrelse. For at bekæmpe hedningene, udbrede kristendommen og sikre kirken måtte det enkelte kristne folkeslag være sig sin identitet bevidst.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.