Vejen til Jerusalem

I Sorø midt på Sjælland lå et af Danmarks største og rigeste cistercienserklostre. Her fandtes indtil for et par hundrede år siden en gravsten af sjælden art, lagt over en mand der hed Jonas. Nu er den forsvundet, men den blev i 1700-årene aftegnet af arkivtegneren Søren Abildgaard der arbejdede for Det kongelige Gehejmearkiv og for den historiske gransker Jacob Langebek. Den bærer en figurfremstilling af en ung mand med et blidt, enfoldigt ansigtsudtryk, han er iført hat og kappe, har en palmegren i den ene hånd og en stav i den anden og bærer foran på sin dragt en stor muslingeskal. Indskriften lyder: „Her ligger begravet tjeneren Jonas som var abbeden meget kær, bortreven fra os og forenet med helgenerne. Han drog to gange til Jerusalem; tre gange genså han Rom; og én gang nedsteg han til Den hellige Jakob”. Dato eller årstal er der ikke, men efter stilen i udsmykning og klædedragt stammer den fra omkring 1300. Den hellige Jakob er apostlen Jakob den Ældre der ansås for at være gravlagt ved Atlanterhavskysten i Galicien i Nordvestspanien hvor Santiago de Compostela siden omkring år 1000 var blevet genstand for valfart langvejsfra. Muslingeskallen kaldes en Ibskal, for navnet Jakob fordanskedes til Ib. Den er skallen af en stor hjertemusling som der ligger mængder af på strandene neden for Santiago. Hjemme i Danmark fulgte den til sin tid pilgrimmen i graven som tegn på den rejse til Jakobsland han havde foretaget.

Det kan ikke have været ualmindeligt at danske drog på pilgrimsfart til Santiago de Compostela, et valfartssted der i korstogenes århundreder konkurrerede med Rom og Jerusalem i betydning, og som i øvrigt var en station på vejen til Det hellige Land for nordboer, der kom sejlende ad den vestlige rute. Men monumenter over en rejse til Jakobsland er dog sjældne, og Jonas' tilfælde er helt specielt. Om han havde en funktion i munkesamfundet i Sorø, får vi ikke at vide, og det er ikke udelukket at hans bestilling var selve det at rejse. Klosteret modtog gaver fra rige og fromme danske netop med henblik på at lade foretage pilgrimsrejser på deres vegne, just i 1272 havde det fået gods i Suserup og Topshøj testamentarisk skænket af fru Juliane, Tule Bosens datter, for at der kunne sendes tre pilgrimme af sted, „en mand til Jerusalem i Det hellige Land, en mand til Sankt Peder i Rom, og en til Den hellige Nikolaus [i Bari i Syditalien]”. En af dem kan have været Jonas.

Cistercienserne var en af de klosterordener der havde været virksom i at tilrettelægge de store valfarter til Santiago, fra fire steder i Midt- og Sydfrankrig, ad faste ruter frem til den store valfartskirke. Kirken blev større og større efterhånden som rejserne tog til, for en af de mange fromhedsgerninger som hørte med til rejsen bestod i at pilgrimmen den sidste dagsrejse bar en sten til bygningen af Sankt Jakobs kirke.

Bag Jonas er der måske syv eller otte generationer af kristne danskere, men når han kom ned midt i Frankrig var kristendommen dér mere end dobbelt så gammel, og i Sydfrankrig var den næsten tusind år. Det må have gjort indtryk på en følsom rejsende. Danske og andre nordboer må i disse år være blevet draget til Middelhavsverdenen med en uimodståelig kraft. Her fandt de sporene af den tid da Vorherre vandrede på Jorden, og det gjaldt om at overtage det hele så hurtigt som overhovedet muligt.

Levn af Det nye Testamentes personer og begivenheder var i den tidlige kristenheds århundreder kommet til Vesten, under omstændigheder der i et kritisk lys forekommer mere end tvivlsomme, men som middelalderens mennesker troede på. De hellige tre Konger fandtes i Köln, men hertil var de først kommet i 1164, efter at Frederik Barbarossa havde erobret Milano, hvor de hidtil havde været gravlagt uden at have tiltrukket sig megen opmærksomhed. I Köln voksede der en helt ny kult op omkring dem. Aachen blev et meget søgt valfartsmål i Maria-kulten, og Den hellige Maria Magdalene dyrkedes flere steder i Frankrig, frem for alt i Vézelay i Burgund, et af tidens store benediktinerklostre, genstand for valfart og selv udgangspunkt for en af pilgrimsvejene til Santiago de Compostela.

Dyrkelsen af jomfru Maria, Den hellige Guds Moder, havde stor og stigende betydning i middelalderens folkeligt religiøse liv. Hun var Himmelens Dronning og den første blandt alle menneskehedens forbedere, ikke mindst knyttet til visionerne om dommedag. Da ville hun i henhold til Johannes' Åbenbaring vise sig med solen som klædebon, med månen under sine fødder og med tolv stjerner omkring sig, et motiv der i kalkmaleriernes danske billedverden kom til at hedde „Maria i Sol-gissel”.

Men den folkelige religiøsitet var både optaget af det sidste og af det første. Maria Magdalene var således en af de store helgenfigurer, hun var den ene af kvinderne ved graven og den, der havde mødt Vorherre påskemorgen i Getsemane Have, hvor han havde sagt til hende „Rør mig ikke” (Noli me tangere som der stod i den bibel præsterne læste). Ud over at være opstandelsens første vidne ansås hun i middelalderen for at være den samme som Martha og Lazarus' søster Maria, hun der ikke havde bekymret sig, men bare lyttet. Og hun regnedes også for at være den samme som den angrende synderinde der havde fået tilgivelse og salvet Jesus med sin kostbare salve. Om hende kunne enhver prædikant med evangeliet sige „Se, hun har i sandhed valgt den bedste part”.

Maria Magdalene, Martha og Lazarus var efter en almindelig udbredt lærdom efter korsfæstelsen draget til Vesten og det var dem der havde indført kristendommen i Provence og Sydfrankrig. Så sent som i 1270'erne hævdedes det at Maria Magdalenes grav nu var fundet i St. Maximin nær Aix-en-Proven-ce, hvad der naturligvis har trukket valfart hertil på bekostning af Vézelay. For disse rejser var ikke blot rejser i geografien. Det var de kristnes, ikke mindst de nykristnede folks søgen efter sporene af evangeliernes begivenheder.

Selve rejsen til Jerusalem, i korstogenes århundreder, symboliserede sjælens vandring mod Det evige Jerusalem, et symbol på Gudsriget der var 1200-årenes danskere for øje i mangfoldige arbejder inden for den kirkelige kunst. De kunne vise at 1100- og 1200-årenes militære indsats for at åbne adgangen for den kristne valfart til Palæstina igen tjente et højere formål end krigen selv.

Både korstogene og pilgrimsrejserne kan ganske vist være tvivlsomme affærer i religiøs henseende, hvad tidens litteratur rummer mange udtryk for. Motiverne til rejserne kunne være blakkede, og de kunne være skalkeskjul for sværmeri og løsagtighed. Hertil kom at korstogene var blevet instrumenter i en pavelig storpolitik rettet mod forskellige verdslige fyrster i politiske grupperinger der var undergivet hastig forandring, således at korstogenes grundpræg kunne forekomme udvisket. Ikke alt hvad der kaldtes korstog, drejede sig om kamp mod hedningene, om kristendommens udbredelse og kirkens sikring.

Men korstogene havde fået en gennemgribende kulturel betydning i Europa, navnlig ved den kontakt de havde medført med den arabiske verden. Den der fører en krig kommer altid til at ligne sin fjende, og store dele af den antikke, græsk-romerske kulturarv havde overvintret blandt araberne, så hvad europæerne her lærte var et supplement til deres eget kulturgrundlag. Det gjaldt matematikken, naturvidenskaberne og filosofien, samt alle tekniske videnskaber, hvoriblandt naturligvis krigskunsten. Peder Nattergals matematik og astronomi er et af mange udtryk herfor. Retningsbestemmelserne fra Roskilde til henholdsvis Rom og Jerusalem angiver nogle kraftlinier i en verden i nybrud og vækst.