Forbrydelse og straf

De første tal, der blev indsamlet om kriminaliteten i Danmark, er fra 1830'rne. De er hentet fra domstolenes virke og omfatter derfor kun de kriminelle sager, som fik et retsligt efterspil. At statistikken over antallet af domfældte kun viser en del af kriminaliteten fremgår af, at der i Danmark i 1987 blev anmeldt 525.000 forbrydelser, opklaret 106.000, men kun fældet dom i 36.000. Tallene gælder alene overtrædelser af straffeloven, men ikke færdselsforsyndelser, overtrædelser af told- og skattelovgivningen samt andre særlove.

Tyveri har været den dominerende form for kriminalitet, men også andre former for ejendomsforbrydelser, bl.a. røveri og bedrageri vejer tungt i statistikken.

Forskellene med hensyn til, hvilke forbrydelser der har domineret i tidens løb, skyldes dels ændringer i kriminalitetens sammensætning, dels at lovgivningens opfattelse af, hvad der er kriminalitet, er skiftet i tidens løb.

De middelalderlige landskabslove opregner som forbrydelser bl.a. drab, voldtægt, ægteskabsbrud, hærværk, ran og tyveri. Den normale form for straf var bøder, mens dødsstraf anvendtes ved tyveri og visse former for drab og røveri. Fængselsstraf fandtes ikke.

Efter reformationen blev straffeloven påvirket af gammeltestamentlig tankegang. Det medførte en betydelig skærpelse af straffene, ikke mindst for sædelighedsforbrydelser, hvorunder også ægteskabsbrud blev regnet. Straffesystemet var på denne tid som helhed barbarisk og havde alene til hensigt at virke afskrækkende for at værne samfundet mod lovovertrædelser. Der indførtes dødsstraf for flere nye forbrydelser, og også piskning toges i anvendelse som strafform. I 1500- og 1600-tallet blev der dog også som nævnt nedenfor mulighed for at idømme forskellige former for tvangsarbejde.

I 1683 blev strafferettens bestemmelser samlet i Christian 5.s Danske Lov. Straffene var stadig meget hårde, men der var i forhold til den nærmest foregående tid tale om en mildnelse af straffen for tyveri. Den fik dog kun lov til at være i kraft i få år, før en ny skærpelse fulgte.

Først fra slutningen af 1700-tallet begyndte et mildere syn på straffene at vinde udbredelse. Det viste sig i en tyveriforordning fra 1789 og i reformer omkring 1840.

I 1866 gennemførtes en borgerlig straffelov, der havde en gengældelsesteori som grundlæggende princip. Forbryderen skulle straffes, fordi straffen var hans fortjente løn, men straffenes størrelse blev sat betydeligt ned i forhold til ældre lovgivning.

I 1905 indførtes mulighed for at give betingede domme, og en ny straffelov blev gennemført i 1930 med ikrafttræden fra 1933. I denne blev dødsstraffen og andre legemsstraffe afskaffet. Der var under 1866-loven kun blevet fuldbyrdet fire henrettelser i Danmark, den sidste i 1892. Efter den tyske besættelse 1940-45 blev der dog henrettet 46 personer, der havde begået grove forbrydelser i besættelsesmagtens tjeneste. Fra 1970 er en række forhold blevet afkriminaliseret, blandt andet pornografi, og straffene er i en række andre tilfælde blevet gjort mildere.

I tabellen ses strafferammer ifølge lovgivningen fra 1200 til i dag. Medvirkende til, at henrettelser og andre legemlige straffe sammen med bøder var de vigtigste strafformer helt frem til 1800-tallet, var, at der ikke fandtes et udbygget net af fængsler, og at fængsling var en dyr strafform for samfundet.

I 1500-tallet begyndte man imidlertid at lade nogle typer forbrydere arbejde „i jern”, dvs. i lænker, på landets fæstninger eller på Orlogsværftet på Bremerholm i København, og dette blev mere almindeligt i 1600-tallet, da der også oprettedes et tugthus i København, hvor tiggere kunne tvangsanbringes.

I løbet af 1700-tallet blev der oprettet et tugthus i hver af landets hoveddele. Et mere moderne fængselsvæsen kom til, da anstalterne i Horsens og Vridsløselille blev åbnet i henholdsvis 1853 og 1859. Straffeloven af 1930 krævede nye typer af fængsler, f.eks, ungdomsfængsler, der indrettedes i de følgende år. Efter 1945 er der bl.a. blevet oprettet en række nye åbne anstalter.