Fyrster for Fred

Kulminationen af Erik Klippings udenrigspolitik var hans tilslutning til et stort tysk forbund for fredens opretholdelse, indgået mellem nordtyske fyrster og de vendiske og pommerske stæder ved en traktat i Rostock 1283, den 13. juni. Erik Klipping hørte ikke til forbundets oprindelige medlemmer, for dets første optræden var rettet imod hans slægtninge markgreverne af Brandenburg, men da der var sluttet fred mellem forbundet og brandenburgerne i sensommeren 1284 var vejen banet for hans tilslutning. Den foregik ved et møde i Odense i slutningen af november samme år og har form af en separat aftale mellem den danske konge og staden Lübeck på Landefredsforbundets grundlag.

Fred havde som begreb i tidens forestillingsverden en præcis betydning. Århundreders litteratur og historieskrivning havde arbejdet med navnlig to store fredsperioder som afgørende vendepunkter i menneskehedens skæbne, den augustæiske fred eller Pax Romana (den romerske fred) der faldt sammen med Kristi fødsel og så at sige forberedte den kristne fred (Pax Christiana). På denne baggrund var fred kommet til at betyde, ikke først og fremmest fraværet af krig selv om dette var en selvfølge, men den heldige gennemførelse af den gode regering. Fredslovgivning inden for og uden for de kristne fyrstendømmers territorier tilsigtede at bane vej for den gode autoritets uhindrede udfoldelse, den hurtige og effektive indskriden mod alle arter af forbrydelse.

Landefredsforbundet i Rostock 1283 havde den tyske kejser Rudolf af Habsburgs højeste velvilje, og det lededes af hertugen af Sachsen der i traktaten betegnes som forbundets øverste dommer og embedsmand (leder, capitaneus). Medlemmerne er hertug Bugislav af Pommern, fyrst Wizlav af Rügen, fyrsterne Henrik og Johan af Werle, greverne Helmold og Claus af Schwerin, grev Henrik af Dannenberg, fyrsterne Johan 2., Henrik og Johan 3. af Mecklenburg samt fyrsterne Johan, Claus og Henrik Borvin af Rostock. Denne fyrstekreds er forbundets ene part, medens den anden består af handelsbyerne Lübeck, Wismar, Rostock, Stralsund, Greifswald, Stettin, Demmin og Anklam.

Forbundet udgør en konkret militær alliance med henblik på den krig fyrsterne ved traktatens indgåelse var i færd med at føre mod Brandenburg. Det fremgår af traktaten at der på staden Lübecks bekostning allerede er ved at blive opstillet et kontingent ryttere, medens fyrsterne til gengæld på længere sigt vil stille hjælp til rådighed for stæderne i fjendtligheder de måtte komme til at befinde sig i. Lübeck fremtræder som organisatoren, både af forhandlinger og økonomi, og traktaten udgør tillige en bekræftelse på alle handelsbyernes privilegier inden for fyrsternes magtområder.

Forbundet førte krigen med Brandenburg til afslutning og kunne derefter udvides. Fredstraktaten 1284, den 13. august, viser at der straks har været tænkt på den danske konge, han skal kunne indbefattes i freden „på betingelse af at han vil holde sig til retfærdigheden”. Dette skal velsagtens betyde at han skal tilslutte sig landefreden af 1283. Det var i det mindste hvad der skete ved mødet i Odense den 29. november 1284 mellem kongen og hans råder på den ene side og udsendinge fra Lübeck på den anden. Ordet „retfærdighed” (justitia) var et nøglebegreb i det ti-årige forbunds opbygning. Det var indgået for at vinde en krig, men det havde et mere overordnet og langsigtet mål.

Året forud havde Erik Klipping sluttet en separat aftale med Lübeck (1283, den 19. september) som uden at nævne landefredstraktaten hvilede på de samme retfærdighedsprincipper, men den 29. november 1284 er der tale om en fuldstændig ordning af forholdet mellem Lübeck og Danmark under henvisning til landefredens eksistens og ordlyd. Af ordvalget fremgår at forbundets fyrstelige medlemskreds nu er udvidet med hertug Valdemar af Jylland og greverne af Holsten samt de tre mægtige biskopper af Lübeck, Ratzeburg og Schwerin, medens Hamburg og Kiel er optaget blandt forbundets by-medlemmer.

Erik Klippings indenrigspolitiske stilling var konsolideret 1282 med udstedelsen af hans håndfæstning der sikrede ham stormændenes troskab, ganske vist med store indrømmelser til dem, især hvad rækkevidden af den kongelige undtagelses-lovgivning over dem angik. Og i sommeren 1283 havde nogle af den tyske fyrstekreds' medlemmer lagt pres på den danske konge for at han skulle gennemføre en udsoning med kongeætlingen Jakob Nielsen der blev grev Jakob af Halland. Alt dette må have haft et formål, og det mest nærliggende er at tænke sig at Erik Klipping har villet sikre sig Lübecks hjælp mod nordmændene der, næst efter Abelslægten, var den alvorligste trussel mod hans danske kongemagt.

Lübeck var i alt væsentligt en uafhængig magtfaktor i nordtysk politik. Hvis staden havde en fyrstelig herre, var det normalt efter eget valg og uden at han fik mere indflydelse over byen end den ønskede at tillade. Staden havde tidligere valgt en dansk konge til sin skytsherre, nemlig i Valdemar Sejrs dage, og det ville komme til at ske igen i Erik Menveds tid. Muligheden forelå i den traktatsituation Erik Klipping med sin tiltræden af Landefredsforbundet bragte sig i.

Lübeck var i krig med Norge, krig som ganske vist ikke gav anledning til mange militære træfninger i forhold til det antal stilstandsforhandlinger der førtes. Og nu efter traktaten mellem Lübeck og Danmark i november 1284 var det Danmark og Lübeck der optrådte sammen mod nordmændene. I sommeren 1285 blev der afsagt en voldgiftskendelse mellem Lübeck og Norge, ved kong Magnus Birgersen af Sverige, men den var kun en midlertidig ordning og indbefattede ikke Danmark.

Måske bidrog den danske konge ikke til Lübecks krig med Norge på anden måde end med tilladelse til at sejle igennem de danske farvande. Men krigen omtales, sikkert bevidst, med vendinger der gør det vanskeligt at se hvis krig det i grunden var.

Erik Klipping bragte sig i sine sidste år i den situation at hans fremgang afhang af en kreds af tyske fyrster og byer. Byerne var handelspartnere som havde vundet meget stor betydning for Danmark i det foregående trekvarte århundrede. Og fyrsterne var for en del gamle støtter i dansk politik, også nogle der havde besiddelser i Danmark. Men til fyrstekredsen var nylig føjet Erik Klippings hovedfjender greverne af Holsten og hertugen af Sønderjylland.

Det var hensynet til Christofferliniens fremtid på tronen det drejede sig om. Den truedes både af Abelslægtens krav og af den magt de norske fyrster sad inde med, med støttepunkter i Jylland og med sømagt i Kattegat. I sin kamp på disse to fronter, mod Abelslægten og nordmændene, havde Erik Klipping tilsidesat en stærk og grundfæstet indre opposition. Det må have været denne politik der førte til kongens død.