Industrien (Danmark i tal)

Den industrielle udvikling i Danmark begyndte relativt sent sammenlignet med forholdene i England og dele af Vesteuropa. Regeringen prøvede allerede i 1600- og 1700-tallet at oprette såkaldte manufakturer, dvs. store virksomheder, hvor mange arbejdere var beskæftigede med f.eks. tekstilproduktion, men disse manufakturer lignede ikke en moderne fabrik, idet brugen af maskiner var meget begrænset. Der var snarere tale om, at mange håndværkere arbejdede side om side under samme tag. De fleste af manufakturerne var afhængige af statstilskud, og da disse faldt bort efter 1814, ophørte også manufakturerne.

En mere moderne form for industrivirksomheder skyder først frem i større tal i anden halvdel af 1800-tallet.

Omkring 1870 fandtes stordrift på enkelte tobaksfabrikker, hvor maskinkraft dog endnu ikke spillede nogen større rolle, på de første klædefabrikker og bomuldsvæverier, der anvendte vandhjul eller dampmaskiner til at drive vævene, på nogle bogtrykkerier og teglværker, samt på nogle jernstøberier. De sidstnævnte anvendte også dampmaskiner.

Udviklingen i de seneste 130 år inden for en række industrier kan ses af tabellen.

Mens det under den tidlige industrialisering var tekstil- og beklædningsindustrien, der beskæftigede flest mennesker, har det siden mellemkrigstiden været jern- og metalindustrien, der har været den vigtigste industrigren i Danmark. Det ses også af tabellen, at selv om det gennemsnitlige antal arbejdere pr. virksomhed er steget noget i løbet af 1900-tallet, er der fortsat mange relativt små virksomheder.

Industriens beskæftigelse voksede frem til 1965, men er derefter gået noget tilbage. Alligevel er produktionen fortsat med at stige på grund af investeringer i mere effektive maskiner, således at den samlede industriproduktion i 1988 er omkring 180 gange så stor som i 1870 og omkring ni gange så stor som i 1930.

Væksten i produktionen har været meget forskellig fra vareområde til vareområde. I figurerne er vist nogle udviklingslinier for enkeltprodukter siden 1915.

Nærings- og nydelsesmiddelindustrien har i hele 1900-tallet været blandt de betydningsfulde brancher. En stor del af produktionen har bestået af forædling af landbrugets produkter på mejerier, slagterier, sukkerfabrikker og bryggerier. Svingningerne i branchens produktionsomfang har derfor i vid udstrækning fulgt afsætningsmulighederne i ind- og udland for landbrugsvarer.

I tekstil- og beklædningsindustrien var det endnu i mellemkrigstiden klædefabrikker og bomuldsvæverier, der var de dominerende, selv om de gennemgående opnåede dårlige økonomiske resultater, men i slutningen af 1920'rne begyndte trikotageproduktionen at blive mere mekaniseret og fik stigende betydning. Denne fremgang fortsatte i 1930'erne.

Efter 2. verdenskrig har både tekstil- og beklædningsindustrien været udsat for stigende udenlandsk konkurrence og har måttet omstille fra traditionelle råvarer som uld og bomuld til nye syntetiske stoffer, f.eks, nylon. For de gamle klædefabrikker og flere bomuldsvæverier lykkedes denne omstilling ikke, og mange virksomheder, der havde været førende, siden industrien kom til Danmark 100 år tidligere, måtte give op. De dele af tekstilindustrien, der har klaret sig bedst i den hårdere internationale konkurrence, har været fremstilling af syntetiske fibre og gulvtæpper samt dele af trikotageindustrien.

Inden for jern- og metalindustrien har en række store enkeltvirksomheder sat deres præg på udviklingen, og deres varer har fundet afsætning både i Danmark og på eksportmarkederne.

En særlig rolle i den danske industrialisering har skibsværfterne indtaget. I løbet af mellemkrigstiden fik de en stærk international position takket være B&W's pionerindsats inden for dieselmotorteknikken og ved specialisering i bl.a. tankbåds- og passagerbådsbyggeri. Fra slutningen af 1950'erne har der været behov for en tilpasning til byggeri af meget store skibe, som kun B&W og især det i 1959 indviede Lindøværft ved Odense Fjord har kunnet følge med i. Fra sidste halvdel af 1970'erne er ekspansionen i skibsbyggeriet imidlertid ophørt. Energibesparelser har mindsket behovet for transport af olie, og store statstilskud til udenlandske værfter har gjort det svært for de danske at konkurrere. Siden 1980'erne er de fleste skibsværfter blevet nedlagt, og byggeriet på de overlevende er blevet kraftigt reduceret.

Industrialiseringen i Danmark skete i begyndelsen næsten kun i København og de større provinsbyer. Hvor fabrikker fandtes andre steder, skyldtes det, at de skulle bruge åernes vandkraft, eller at de var afhængige af lokale forekomster af råstoffer. Efter 2. verdenskrig har industrialiseringen gradvist bredt sig til andre dele af landet, og flere af de hurtigst voksende virksomheder har ligget i rene landdistrikter. På amtsbasis er de gamle industriområder efterhånden gået over til at blive servicefag, og, som det fremgår af kortet ovenfor, er det nu i nogle af rigets udkanter, at der er flest beskæftigede i industrien i forhold til indbyggerantallet.