Landet og bebyggelsen

Lad os efter at have overskuet forandringerne i Centraleuropa vende tilbage til det Danmark, vi forlod midt i den blomstrende bronzealderkultur. Tiden var omkring 1100 f.Kr., det var den yngre bronzealders begyndelse. Man stod midt i en epoke, hvor det rangopdelte stammesamfund havde konsolideret sig, og hvor den kulturelle udvikling nåede et højdepunkt, som savnede sit sidestykke i tidligere tider. I de følgende 500 år fortsatte den rige bronzealderkultur, så døde den gradvist ud, og en ny epoke, jernalderen stod for døren.

I det forudgående årtusinde havde Danmark langsomt ændret udseende. Skovrydning og græsning prægede i stigende grad landskabet. På overgangen til det 1. årtusinde f.Kr. var det blevet til et land med udstrakte græsgange, overdrev og græsningsskov. Ja, i Vestjylland bredte store hedearealer sig.

Dog fandtes der endnu mange steder i landet tætte, sammenhængende skovstrækninger. Således f.eks. i det indre af Sjælland. Men skoven var ved at skifte karakter og afspejlede dermed nogle af de ændringer, der i de kommende århundreder skulle øve deres indflydelse på menneskenes levevilkår.

Den lindeskov, som i årtusinder havde domineret det danske landskab, var nu nær sin undergang. Sommertemperaturens svagt faldende tendens igennem hele denne periode, som var fulgt efter den varme atlantiske tid, var en af grundene hertil. Den tiltagende jordbundsforringelse, som blev fremskyndet af menneskenes indgreb i skoven, var en anden medvirkende faktor.

Græsningsskoven reduceredes på bekostning af de mindre produktive men meget større og tørre overdrev. I skoven blev linden trængt tilbage, og det havde tidligere begunstiget oldentræerne eg og hassel. Men nu havde en ny konkurrent meldt sig: bøgen. Dette træ forekom allerede i det 2. årtusinde f.Kr., i begyndelsen dog kun sparsomt. Men fra begyndelsen af den yngre bronzealder synes det mange steder at have ekspanderet voldsomt.

Årsagen til bøgens fremgang var først og fremmest menneskets indgreb i skoven. Med deres græssende flokke af kvæg havde menneskene nedbrudt skovens balance. Den var ikke længer en skyggefuld urskov. I en sådan ville skyggetræerne have haft alle fordele, opvæksten ville hovedsagelig have stammet fra træer, der i forvejen fandtes på stedet. Men på opgivet landbrugsjord og i græsningsskov, hvor kun få eller ingen skyggetræer fandtes, fik bøgen nu alle chancer, og både lind og hassel måtte vige, mens egen foreløbig holdt stillingen.

Skovens gradvise forvandling viste således nogle af de forhold, der skulle præge landbrugssamfundets skæbne igennem det 1. årtusinde f.Kr. og i sidste instans medførte dets fuldstændige omlægning. Det var en faldende gennemsnitstemperatur, en stigende jordbundsforringelse og en øget menneskelig indflydelse på det landskab, der omgav oldtidssamfundenes bosættelser. Hertil føjede der sig yderligere to forhold henimod periodens slutning: ophøret af bronzetilførslerne fra Centraleuropa og indførelsen af en ny teknologi: jernfremstillingen.

Hvad angår klimaet, så var der igennem den subboreale periode sket en langsom ændring af gennemsnitstemperaturen. Den var sket i cykliske forløb, hvor der med århundreders mellemrum indtraf ændringer af temperatur- og nedbørsforholdene. En af disse ændringer fandt sted omkring 1000 f.Kr. dvs. ved den yngre bronzealders begyndelse. En anden fandt sted ved periodens slutning, sandsynligvis omkring 600 f.Kr.

Disse regelmæssige klimaændringer kan, som vi allerede har set, følges igennem hele bronzealderen og videre bagud i tiden. Men der er intet, som tyder på, at de havde haft nogen videregående betydning for udformningen af bronzealderens landbrug. Det synes at have fundet sin form allerede i løbet af det 2. årtusinde f.Kr. Men den ændring af klimaet, der skete ved bronzealderens slutning, faldt sammen med kulminationen af en række andre naturgivne og menneskeskabte forandringer og bidrog således sammen med de andre faktorer til de samfundsomlægninger, der indtraf med jernalderens begyndelse ca. 500 f.Kr.

Jordbundsforringelsen viste sig med vekslende styrke i de forskellige egne af landet. Den var for en del udtryk for naturens eget udviklingsforløb, men også, og i stigende grad, for menneskets indgreb i naturen. Specielt i de store områder, som bronzealderbefolkningen havde omdannet til græsningsoverdrev for deres kvægflokke. Bl.a. førte græsningen i sig selv til en tilbagegang i græsproduktionen.

Den således formindskede tæthed i vegetationen lettede jordens udvaskning og fremskyndede yderligere dens forringelse. Alt dette fik med tiden øget betydning som følge af den landbrugsform, som bronzealdersamfundet hvilede på, og som afspejlede sig i den måde, hvorpå bebyggelsen fordelte sig ud over landet.

Denne bebyggelse havde allerede fundet sin form mere end et årtusinde tidligere (se foto). Og det var ikke store ændringer, den gennemgik i tiden der fulgte. Trods visse variationer mellem de enkelte dele af landet synes der overalt at være tale om de samme hovedtendenser. Navnlig var bronzealderbøndernes opmærksomhed rettet mod en bestemt jordbundstype eller rettere en bestemt vegetationsform: den åbne skov, der længe havde været udnyttet til græsning og løvfodring. Vi kan se det i de områder af landet, der har været mere intensivt undersøgt med henblik på at bestemme bebyggelsens omfang: Nordvestjylland, Nordvestsjælland og Sydvestfyn.

Tager man f.eks. det sydvestfynske område, som kom til at spille en særlig rolle i den yngre bronzealder, så har de seneste års rekognosceringer afsløret et stort antal bopladser og grave fra den yngre bronzealder inden for et ca. 500 km² stort område. Bopladserne ligger ofte i umiddelbar nærhed af gravpladserne, og det er med til at styrke den gamle antagelse, at gravfundenes udbredelse samtidig i vid udstrækning viser bebyggelsens placering i landskabet.

Ligesom det er tilfældet i de øvrige dele af landet, ligger bopladserne næsten altid højt i terrænet. Gerne på toppen og skråningerne af mere markante bakkedrag, og, hvad der er særlig vigtigt, gerne på den lettere sandblandede muldjord. Det svarer til, hvad man har kunnet se ved tilsvarende undersøgelser i bl.a. Vestjylland.

Det er endelig værd at bemærke, at bebyggelsen i det sydvestfynske område også er udtryk for en tendens, der kan iagttages flere steder i Danmark i den yngre bronzealder, nemlig en koncentration af bosættelsen inden for mere begrænsede områder. Hvad der her er årsag og virkning, står hen i det uvisse. Men nogle af bygderne udviklede sig i løbet af den yngre bronzealder til markante rigdomscentre, der som vi senere skal se, kom til at spille en væsentlig rolle i det økonomiske og sociale liv.

Landets udseende og bebyggelsens placering inden for de enkelte områder har således vist os nogle af de faktorer, der gennem århundrederne blev afgørende for udviklingen af bronzealderens landbrug: klimaet, jordbundsforringelsen, den hårde satsning på bestemte vegetationstyper og koncentrationen af bosættelsen i bestemte egne, hvorved man lod andre landskabsformer ligge ubenyttet hen. Alt dette må have haft betydning for den måde, hvorpå bronzealdersamfundet reproducerede sig selv. Og det var det, der til sidst førte frem til den situation, hvor man måtte vælge helt nye veje for at sikre samfundets overlevelse.

Det centrale i denne udvikling var efter alt at dømme bronzealderlandbrugets ensidige satsning på det åbne skovlandskab, som efterhånden omdannedes til overdrev, hvor jordbundsforringelsen for alvor kunne få fat. Dette i forbindelse med bebyggelsens stabilitet og i visse tilfælde sammentrækning til enheder med en større befolkningskoncentration har efterhånden øget presset på ressourcerne og forringet reproduktionsgrundlaget for bronzealderlandbruget. Næppe sådan at forstå, at det skete på samme tid over hele landet.

I de vestlige, mere sandede egne kan man tænke sig, at vanskelighederne ved fortsat at benytte de gamle erhvervsformer er sat ind tidligere end i de østlige dele af landet, hvor den økologiske nedgang må være foregået langsommere.

Men hovedtendensen synes overalt at have været den samme. Først da nye landbrugsformer i tiden omkring 500 f.Kr. blev indført, og først da befolkningen tog fat på dyrkningen af de tidligere ubeboede landområder, som f.eks, det indre Sjælland, vendtes den udvikling, som havde stået på i århundreder, men hvis uheldige konsekvenser først for alvor blev mærkbare hen imod bronzealderens slutning.