Nordisk unionspolitik

I september og oktober 1302 foregik der, åbenbart på norsk initiativ, et grænsemøde mellem den norske og den svenske konge i Solberga ved Götaelven. Og disse forhandlinger lagde en ny linie i den nordiske politik. Det var sikkert en reaktion på den dobbelte dansk-svenske ægteskabsforbindelse der nylig var kommet i stand, for den må have vakt opsigt da den blev kendt.

Håkon Magnussen havde besteget den norske trone efter sin broder kong Eriks død i 1299. Samme år havde han ægtet en datter af fyrst Wizlav af Rügen, og deres barn, en etårig datter ved navn Ingeborg, blev nu en faktor at sætte ind i fyrstepolitikken. Håkon havde straks ved en ændring af de norske tronfølgelove fået gjort hende til arving til Norge, og ved forhandlingerne i 1302 blev hun lovet til den svenske konges broder hertug Erik.

Med ham kom kong Birger senere i en bitter strid der endte med at tage livet af dem begge, men foreløbig synes der at have rådet forståelse mellem dem. Birger er i det mindste en aktiv partner i forhandlingerne med Norge og lover på den norske konges forbøn at hjælpe de landflygtige danske stormænd i Norge med at få deres ret i Danmark „i henhold til de sande og godkendte danske lovbøger”. Det er et løfte som næppe er blevet kendt i Danmark. Ellers kunne det straks have belastet forholdet mellem Erik Menved og hans svoger alvorligt.

Erik Menved forholdt sig afventende, men det måtte på et tidspunkt blive en dansk politik at forsøge at forhindre at der kom en sådan familieforbindelse i stand mellem det norske og svenske kongehus. Nytten af Eriks egen alliance med Birger stod og faldt hermed.

Halland blev i disse års nordiske forviklinger et centrum for krigsbegivenheder og forhandlinger. Det var et økonomisk kraftfelt, med betydelige naturrigdomme. Sorø Kloster havde i hundrede år takket være Absalon haft hallandske besiddelser, og skovene gav mulighed for en stor tommereksport. Endelig var kvægavl og smørproduktion i vækst langs de hallandske åer. Grev Jakob havde først fået sit arvede grevskab da Erik Klipping ikke længere kunne nægte ham det. Det var tyske fyrster, slægtninge og allierede, der var gået i forbøn for ham i 1283, og nu efter fredløshedsdommen i Danmark sad grev Jakob i Nørrehalland som den norske konges mand. Tillige var han en kendt skikkelse både i Lübeck og i Stralsund, på grund af det rige område han herskede over.

Ved mødet i Solberga i 1302 havde grev Jakob været til stede, og han havde også deltaget i festlighederne i Oslo ved juletid samme år da den højtidelige trolovelse mellem prinsesse Ingeborg og hertug Erik havde fundet sted. Måske har han indset at også hans skæbne var beseglet med indgåelsen af denne aftale. Hertug Erik af Sverige kom, i mere eller mindre åben opposition til sin broder den svenske konge, til at overtage den betroede stilling hos den norske konge som grev Jakob havde haft, og i løbet af ti år kom han også til at overtage grevskabet Halland.

Første trin i denne udvikling var at grev Jakob i 1305 gav lovformelig afkald til den norske konge på grevskabet Nørrehalland. Dette skete til gengæld for de tjenester og ydelser som den norske kongemagt i tidens løb havde præsteret i grevens sag over for Danmark. Det var længe siden disse udgifter var afholdt, men regningen var ikke blevet forelagt greven tidligere, antagelig fordi han hidtil havde indtaget en magtstilling der var for stærk. Men nu kunne dette gennemføres, brevet fungerer som grevens afkald på forleningen. Kong Håkon mente nok som efterkommer af det danske kongehus at have ret til at forlene det bort, og det viste sig at det var hertug Erik af Sverige der skulle have det. Men noget tyder på at grev Jakob døde før dette blev en realitet.

Foreløbig førte danskere, svenskere og nordmænd krig i Halland, og det var de nordiske rigers fremtid der stod på spil. Senest fra 1304 er fjendskabet mellem hertug Erik og hans broder kong Birger åbenbart, og krigens grundlag er selve denne hertugs stilling som udpeget tronfølger i Norge på vegne af en søn han endnu ikke har fået i et ægteskab der endnu ikke var fuldbyrdet. Hertug Eriks og den norske kongemagts modstandere havde så lang tid til at prøve at forpurre planerne, som det tager en lille norsk prinsesse at vokse op. Det skulle vise sig at det ikke var tilstrækkeligt.

I hvert af årene 1307, 1308 og 1309 var Erik Menved med en hær i Sverige, og 1310 var han så stærk at han ved fredsforhandlinger i Helsingborg kunne diktere betingelserne, men dog ikke stærk nok til at han senere kunne forhindre sine modparter i at unddrage sig dem. Betingelserne var frem for alt at hertug Erik skulle afstå fra sit norske giftermål og i stedet ægte fyrstinde Sophie af Werle, datter af Erik Menveds søster Richiza der 1293 var blevet gift ind i denne linie af det mecklenburgske fyrstehus. I stedet skulle så kong Birgers søn Magnus der jo var et andet søsterbarn af Erik Menved – have den norske prinsesse og arveretten til den norske trone. Der tegnede sig konturerne af et mægtigt statsforbund omkring Østersøen, en forening af de tre nordiske kongeriger og et magtområde ved den tyske Østersøkyst med centrum i det Mecklenburg hvor Erik Menved fra begyndelsen af sin regering havde etableret sig stærkt.

Hvor gammel denne plan er, kan ikke siges, men fuldt udviklet er den i de forhandlinger der forbereder freden i Helsingborg 1310. Men, især fordi den norske kongemagt ikke var repræsenteret her, var der ikke sikkerhed for at planen kunne gennemføres, og selv om hertug Erik havde lovet at ægte Sophie af Werle og skaffe pavelig dispensation til ægteskabet fordi de var for nært beslægtede, blev han alligevel gift med prinsesse Ingeborg den 29. september 1312. Han ydede en erstatning til frøken Sophie og en erklæring præciserer at det ikke skyldtes nogen fejl hos hende, at forbindelsen ikke var blevet gennemført, men alene at hertugen „efter Guds Lov” ikke måtte tage hende. Denne undskyldning har givetvis politisk baggrund, idet pavelige dispensationer fra fjernere grader af slægtskab, som i dette tilfælde, har været udstedt meget hyppigt og ikke kan have været vanskelige at opnå.

Sophie af Werle blev senere gift med den grev Gerhard af Holsten der i tidens løb fik hele Vestdanmark i pant og som fandt døden for Niels Ebbesens hånd i Randers 1340. Det er hendes ægteskab der formidler slægtskabet mellem det oldenborgske kongehus og den gamle danske kongeslægt, idet Christian 1. der blev konge af Danmark 1448 var tipoldebarn af Sophie af Werle og den såkaldt „kullede” greve.