Rigdommen samles

Det billede, der her er blevet tegnet af den yngre bronzealders landbrugssamfund, er sammenstykket af talløse detaljer fra de arkæologiske undersøgelser. Helhedsindtrykket var et stabilt bondesamfund, hvis erhverv og bosættelse kun undergik få ændringer i århundredernes løb. Men billedet savner en vis dybde. Det nærvær af menneskene selv, vi fornemmede i den ældre bronzealder, mangler i den yngre bronzealder. Hovedårsagen er tidens gravskik, ligbrændingen, som vanskeliggør det indblik i bronzealdermenneskenes livsform, som vi fik i tidligere århundreder.

De beskedent udstyrede brandgrave fra den yngre bronzealder er et langt vanskeligere udgangspunkt, når vi skal prøve at udfylde detaljerne i det billede, vi nu har skitseret. Den ældre bronzealders gravfund lod os ane konturerne af talrige små samfund med en stærk rangopdeling, hvis ledelse tilsyneladende lå i hænderne på et krigeraristokrati. De rigt udstyrede egekistegrave med deres indhold af bl.a. våben, især sværd, var udgangspunktet for vor tolkning. Der er næppe tvivl om, at denne samfundsform fortsatte ned i bronzealderens sidste halvdel, men kilderne skifter nu karakter, tolkningen hviler på et andet grundlag.

Et godt eksempel er netop krigergravene, hvor sværdet var den vigtigste gravgave. I den første af de tre perioder, den yngre bronzealder kan inddeles i, blev sværdet stadig i et vist omfang brugt som gravgave. I sammenlagt 56 grave fra denne tid har man fundet sværd medgivet den døde som et symbol på hans krigerstatus. Men allerede nu er bronzealdermenneskene begyndt at investere rigdommen på anden vis.

Nedlagt som offergave i denne den yngre bronzealders første tid har man fundet et lignende antal sværd, 53 i alt, fortrinsvis ofret i moser, søer og vandløb. Fra den efterfølgende periode, den yngre bronzealders midte, forekommer sværd som gravgave kun i 18 tilfælde. Til gengæld er antallet af sværd i offerhenlæggelser vokset til over 70. Og endelig, i den sidste af bronzealderens perioder, tiden efter ca. 700 f.Kr. er sværdet helt forsvundet fra gravene. Det er imidlertid også den tid, hvor bronzetilførslerne til Danmark begynder at svigte, og vi kender kun sværdet nedlagt som offergave i otte tilfælde.

Sværdene i krigergravene er her kun brugt som et eksempel. Andre ting kunne være nævnt. Men tendensen er den samme overalt i den yngre bronzealders grave. Antallet af gravgaver svinder ind, investeringerne af rigdom og statussymboler spiller en stadig mindre rolle i tidens gravskik. Til gengæld møder vi kostbarhederne i offerhenlæggelserne, og den tendens holder sig, lige til standsningen af bronzetilførslerne omkring 600 f.Kr. bringer de århundredgamle traditioner til ophør.

Selv om gravgavernes omfang svandt ind, så har man dog haft faste konventioner omkring gravudstyret. De små mængder bronze, rav, guld etc. som blev lagt i de dødes urner, havde stadig en symbolsk betydning. Var der mange gravgaver, betød det fortsat, at den døde havde en højere status, end hvis han eller hun blev begravet med få gaver. Og hvis man statistisk beregner omfanget af gravgaverne, så viser det sig trods alt, at også den yngre bronzealders brandgrave kan sige noget om samfundets pyramideformede opbygning.

50% af gravene rummer intet ud over de brændte ben. Yderligere 25% rummer kun en enkelt gravgave, et stykke rav eller en stump bronze f.eks., kun de resterende 25% af gravene har to eller flere gravgaver, og af dem er det kun et fåtal, der kan betegnes som rige. Trods gravenes beskedne udstyr viser de altså den samme ulige fordeling af velstanden som i den ældre bronzealder, men heller ikke meget mere. Skal man vinde en dybere forståelse af den yngre bronzealders stammesamfund, må man gå andre veje.

Velstanden i den yngre bronzealders samfund var nemlig også geografisk set ulige fordelt. Navnlig i tiden omkring 800 f.Kr. opstod der en række rigdomscentre rundt om i landet. Her synes at være sket en koncentration af den politiske magt hos særligt magtfulde høvdingeslægter.

Et sådant rigdomscenter var f.eks. det sydvestsjællandske landskab omkring Skælskør. Lokalcentret lå i nærheden af den store Borgbjerg Banke, hvor der i forrige århundrede i bankens side blev fundet seks prægtige guldskåle fremstillet af udhamret guldblik med en samlet vægt på mere end et kg. I begyndelsen af 1980'erne blev der igen gjort guldfund her, denne gang i bankens umiddelbare nærhed. Tre svære guldringe, tilsammen med en vægt på næsten to kg, blev fundet under omstændigheder, der tydede på, at de havde været henlagt som offergave i en af de mange moselavninger, der omgiver Borgbjerg Banke. Guldringene var fra tiden omkring 800 f.Kr., guldskålene var derimod 100-200 år ældre.

Hvor det kostbare og meget rene guld oprindelig stammer fra, kan ikke afgøres med sikkerhed. Som alt guld fra bronzealderen må det være vasket ud af flodsand et eller andet sted i Europa. Mellemeuropa, især Donauområdet er nok det mest sandsynlige oprindelsessted, men endnu har naturvidenskabelige analyser af det gyldne ædelmetal ikke kunnet give noget entydigt svar.

De rige vestsjællandske fund viser, at stedet i den yngre bronzealder har haft en ganske særlig betydning. Og det ses da også, at dersom man kortlægger samtlige fund af guld fra perioden, så er en meget stor del fremkommet i egnen omkring Skælskør. I alt kendes fra Sjælland og omliggende øer lidt over 7 kg guld fra den yngre bronzealders to første tidsafsnit. Af disse er mere end 4 kg fundet inden for et område af Sydvestsjælland, der måler ca. 20 km på hver led, og hvis centrum udgøres af Borgbjerg Banke.

Men ikke nok med det. I samme område, kun ca. 200 m fra Borgbjerg Banke, er i en mose fundet et fornemt lurpar. Og fra andre moser i nærheden stammer et usædvanlig stort antal kostbare offerhenlæggelser af bl.a. våben og kvindesmykker. Et af fundene rummer desuden et sæt seletøjsudstyr, bl.a. to bidselsæt og seletøjsplader fra forspandet til en hestetrukken vogn.

Denne koncentration af rigdom i offerhenlæggelserne kunne også forventes at give sig udtryk i områdets grave. Men her mangler endnu systematiske arkæologiske undersøgelser. At de rigt udstyrede grave har været der, er der ingen tvivl om. Mange af dem er blot ødelagt ved nyere tids markarbejde. Men man kender dog nogle spredte fund fra området, der viser, at der i gravene har været guldsmykker, miniaturesværd og andre genstande, som må have udtrykt de gravlagtes høje rang.

Der er altså ingen tvivl om, at der i tiden fra ca. 1000-700 f.Kr. har ligget et rigdomscenter omkring Borgbjerg Banke, og rundt omkring denne har der været et antal undercentre, som har fået del i den velstand, som opsamledes hos de rige høvdingeslægter, der havde en eller anden form for kontrol over området.

Et lignende rigdomscenter har man kunnet påvise på Sydvestfyn i egnen omkring Helnæs Bugt. Placeringen ved bugtens rolige vand og terrænforholdene i øvrigt viser stor lighed med det sydvestsjællandske område. Også her har der bl.a. været gode anløbsforhold for lavtstikkende både, og tætheden af bosættelsen har været nogenlunde den samme som på Sydvestsjælland. Centrum i det sydvestfynske område er bopladsen på Kirkebjerget ved Voldtofte, en af de størst kendte fra den yngre bronzealder.

Også Sydvestfyn viser en forbløffende koncentration af rige fund fra den yngre bronzealder. Fra Egemose i Jordløse sogn stammer bl.a. et helt usædvanligt fund af beslagdele til en vogn. Det viser, ligesom fundene fra Syd Vestsjælland, at hestetrukne køretøjer må have hørt til elitens udstyr. Fra Avernakø i den sydlige del af bosættelsesområdet stammer et fund af guldskåle, og andre fund i området viser, at importerede metalkar må have været i omløb blandt stedets ledende slægter. Tilsvarende viser gravene fra landskabet inde bag Helnæs Bugt en guldrigdom, der ikke overgås andre steder på øen.

I modsætning til det sydvestsjællandske center er det netop gravene, der her på Fyn kan fortælle om stedets betydning i den yngre bronzealder. Voldtofte-området rummer nemlig den yngre bronzealders absolut mest imponerende gravmonument, den oprindelig seks m høje Lusehøj, der ligger tæt ved bopladsen på Kirkebjerget ved Voldtofte.

Gravhøjen blev opført omkring 800 f.Kr. på et sted, hvor der i forvejen lå en lille gravplads med småhøje. Disse var anlagt et par generationer tidligere, men blev nu dækket af det mægtige gravmonument, der var 36 m i diameter og bygget af over 600.000 græstørv, som fjernede mulden fra et område på mere end syv hektarer.

Denne enorme høj blev opført over to grave. Den ene blev allerede udgravet i 1861, da højen endnu var forholdsvis velbevaret, og den rummede det rigeste gravudstyr, der er kendt fra en dansk yngre bronzealdergrav: en importeret bronzespand dækket af et bronzelåg, der var belagt med harpiks, hvori var indtrykket små stykker rav. Desuden to små bronzedrikkebægre, en guldring og et fornemt dobbelt udstyr af rageknive og knapper, to af disse af guld.

Endvidere var der en bronzeøkse, rav og bjergkrystal i graven. Bronzekarrets indhold af brændte ben havde været pakket ind i en fin linnedvævning af brændenældetaver. Det hele havde desuden været indsvøbt i et stort stykke uldtøj og yderligere i en kohud.

Den anden grav blev udgravet i begyndelsen af 1970erne. Den var en 120 cm lang og 25 cm dyb brandgrube, hvori der lå brændte ben og en mængde forbrændte stumper af bronze og guld. Her havde ligbålet taget sin part, men de sparsomme rester af gravudstyret afslørede dog, at den døde mand var blevet bisat med sit sværd, måske liggende på en vognkasse beslået med bronzesøm, og at der desuden med i graven var kommet en ejendommelig bronzekæde af støbte led, en nål med guldbelagt hoved og et stort antal mere eller mindre ubestemmelige genstande af bronze og guld.

Altsammen stærkt ødelagt, men oprindelig et yderst fornemt gravudstyr, en høvding værdig. Gravens særlige betydning fremhævedes endvidere af en fletværkskasse, ca. 3 x 2 m stor, som stod skærmende uden om gravgruben, og som ved højens opførelse omhyggeligt var blevet indpakket i græstørv.

I egnen omkring Lusehøj har man fundet andre rigt udstyrede grave. Mange indeholdt guld, bl.a. såkaldte edsringe. Og også på anden vis vidner gravfundene om den koncentration af velstand, der må have eksisteret her omkring 800 f.Kr. Det samme billede giver offerfundene. Sammen med gravene viser de bl.a., at kostbare importgenstande, metalkar f.eks., fra Centraleuropa har været i omløb blandt egnens bronzealderslægter.

Endnu er det ikke muligt at få et klart billede af den bosættelse i det sydvestfynske område, der omkring 800 f.Kr. trak så megen rigdom til sig. Men der er næppe tvivl om, at den store boplads på Kirkebjerget ikke langt fra Lusehøj har været egnens centrallandsby. Her må man antage, at Lusehøjslægten har resideret. Og i nærheden af Kirkebjerget har der eksisteret andre, mindre bebyggelsesenheder, som kan antages politisk, økonomisk og socialt at have været underlagt centrallandsbyens høvdingeslægt.

Det sydvestfynske område er det hidtil klareste eksempel på de lokalcentre, der opstod rundt om i landet i den yngre bronzealder. Men også andre steder kan man påvise noget lignende, f.eks. på det østlige Midtfyn, i Møn-Falsterområdet, på Stevns og i Nordsjælland. I alle disse områder kan man iagttage en koncentration af rigdom, der ikke blot viser sig ved talrige guldfund, men også ved mere sjældne former for kultudstyr. Det kan f.eks. være lurer og små kultfigurer. Eller det kan være kostbare importgenstande som f.eks. skjolde. Fra det formodede center på Møn-Falster stammer ikke mindre end tre importerede pragtskjolde foruden to lurer.

Dette sammenfald af guldrigdom, importerede bronzegenstande og kultudstyr inden for begrænsede lokalområder kan tale for, at det var eliten her, der hos sig samlede den politiske, økonomiske og sociale magt – som forestod udvekslingen med naboområderne, og som stod i spidsen for den kultudøvelse, der for bronzealdermenneskene bandt det hele sammen til et system af handlinger og åndelige forestillinger.

Tilsvarende koncentrationer af stor rigdom finder man også syd for Østersøen. Således aftegner sig da i fundene det samfundssystem, som sikrede så livlig en udveksling stammegrupperne imellem i bronzealderens mange århundreder.

Omkring 800 f.Kr. synes dette imidlertid at være kulmineret. I de følgende århundreder svandt lokalcentrenes betydning ind til næsten ingenting. Strømmen af sjældne varer fra det europæiske kontinent stilnede af, og omkring 600 f.Kr. synes det hele at være ophørt. Bronzealderens ældgamle høvdingesamfund var da på vej ind i en ny udviklingsfase.