Stendyngegravene

Pragtøkse, 22 cm lang, fundet sammen med en flintøkse i en stendyngegrav på Vroue Hede syd for Skive. Gravgodset fra stendyngegravene findes oftest i de dødehuse, der udgjorde en del af gravanlægget. Smukke og fejlfri flintredskaber som økser og mejsler er de almindeligste gravgaver, men stridsøkser som den her afbildede kan også forekomme. Stridsøkserne blev oftest fremstillet af grønsten, et materiale, der lettere lader sig forme end flinten og derfor er bedre egnet til skulpturel udfoldelse.

.

Udgravningsplan af stendyngegrave og dødehus fra Vroue i Midtjylland.

.

Artikelstart

Også efter at byggeriet af de store stengrave var stilnet af, anvendte man gravkamrene til gentagne begravelser. Men det var ikke alle steder i landet, at denne skik forekom. I nogle egne var stengravene få.

Til gengæld byggede man her nogle ejendommelige anlæg, som af arkæologerne betegnes stendyngegrave. Disse anlæg kender man i Østjylland og Himmerland, men frem for alt på de flade vestjyske sandsletter, som nu i stigende grad blev inddraget til bosættelse.

Man har ikke fuld sikkerhed for, at stendyngegrave er grave, for der er ikke bevaret knogler af de døde i dem. Det kan skyldes den sandede, kalkfattige jyske jord. Stendyngegravene er lang-ovale, mandslange nedgravninger opfyldt med flere lag sten. De optræder oftest to og to sammen, parallelle og i umiddelbar nærhed af et „dødehus”.

Dette tegner sig ved udgravningen som en firkantet, ca. 30 cm dyb nedgravning, ofte med spor af lodretstående stolper og pakket med sten. Såvel de mandslange nedgravninger som dødehusene var normalt dækket af en stor fælles stenlægning.

De er imponerende anlæg, disse stendyngegrave. Ikke ved deres konstruktion, men ved deres omfang. De ligger nemlig i lange rækker. Ved Torsted syd for Holstebro har man f.eks. udgravet en række grave, 91 var der i alt, som lå over en 1200 m lang strækning.

Den længste række, man har udgravet, lå ved Vroue syd for Skive; den var næsten to km lang. Placeringen kunne tyde på, at gravene fortrinsvis blev anlagt langs de vejlinier, der strakte sig ud over landskabet.

Det er sjældent, at man gør fund i de mandslange nedgravninger. Gravgaverne finder man derimod ofte i det såkaldte dødehus. Det kan være flintøkser og flintmejsler. Ikke simple arbejdsredskaber, men udsøgte redskaber af samme høje kvalitet som dem der blev ofret i moserne eller ved jættestuernes randsten. En sjælden gang ofres også stridsøkser i dødehusene.

Den slags fund kan måske tages som tegn på, at det var dødehuset, som var den egentlige grav. Man kan forestille sig, at den døde har været anbragt her på en mere eller mindre åben trækonstruktion, udstyret med sine gravgaver, som ofte var af meget højere kvalitet end i de store stengrave, hvor det var selve monumentet, der kastede glans over den døde. I de tyndt befolkede egne, hvor stendyngegravene fortrinsvis blev brugt, var det den dødes personlige udstyr, man fremhævede.

Udgravningerne afslører, at der har været forskellige faser i anvendelsen af dødehusene. Måske har den døde ikke været placeret her permanent, i hvert fald har ændringer af konstruktionen fundet sted. Men hvor er den døde da endeligt blevet anbragt? Det kunne være i de mandslange nedgravninger.

Men hvorfor optræder de da næsten altid parvis? Svaret kan muligvis være, at man her foretog dyreofre i forbindelse med gravlæggelsen. I hvert fald er der i enkelte tilfælde fundet tænder og knogler af okse ved østenden af nedgravningerne. To okser ved hvert dødehus, måske et forspand?

Her står man altså med et problem, som kun fremtidige udgravninger kan løse. Men stendyngegravene er et vigtigt supplement til vor viden om, hvilken form dødekulten havde uden for de tætbefolkede bygder med store stengrave i de øvrige dele af landet.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Stendyngegravene.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig