Mod nye tider

De religiøse ceremonier, som må have spillet så dominerende en rolle i hverdagslivet i bondestenalderens første årtusinde, viser os ikke blot, hvordan man forholdt sig til de overnaturlige kræfter, som styrede tilværelsen. De viser også noget om forholdene imellem menneskene og samfundet.

Gravene med deres forfædredyrkelse, kulthusene og de rituelle samlingspladser, alle sammen er de på sin vis udtryk for, hvorledes samfundet var indrettet. Igennem dem får vi et indtryk af, hvordan de talløse små bosættelser, i hvert fald i perioder, gennem en fælles arbejdsindsats knyttede sig sammen til større helheder, måske fordi man derved kunne mindske risikoen for de konflikter og fejder, som konkurrencen om dyrkningsjorden uvægerligt måtte føre med sig.

Man kan vælge at se disse bestræbelser som udtryk for, at der i det 4. årtusinde f.Kr. var opstået en bondekultur med et stort kulturelt overskud. Men man kan også se den næsten hektiske aktivitet som noget, der udsprang af en mere eller mindre permanent krise- eller stresstilstand.

For hvis det hele skyldtes en stadig voksende konkurrence samfundene imellem, må det have tvunget menneskene til at investere stadig større mængder af arbejdskraft i kulten, altsammen med det formål at sikre samfundets overleven på længere sigt.

En sådan tilstand kunne ikke vare ved, og den ophørte da også henimod slutningen af det 4. årtusinde f.Kr. Man byggede nu ikke mere de monumentale gravanlæg. De store samlingsanlæg gik ud af brug, og man indstillede den store produktion af fint udsmykket keramik, som havde været anvendt ved de rituelle ceremonier.

Netop keramikken viser ændringerne tydeligt. Hvad der tidligere havde været udsøgte pottemagerarbejder blev nu til en grov, tykvægget keramik (se foto). Dekoration af lerkarrene sås næsten aldrig, de tyndvæggede, fine småkar blev afløst af små plumpe bægre, og forrådskarrene var blot simple, spandformede beholdere. Keramikken havde tydeligvis fået en anden anvendelse end tidligere, det var blevet mere og mere sjældent at anvende den i gravkulten.

Er alle disse ændringer nu, hvad man kunne kalde en kulturs opblomstring, kulmination og efterfølgende forfald? På sin vis ja, hvis man dømmer efter kvaliteten og mængden af de arbejder, bondekulturen udførte. Men var det, der fulgte efter stenalderkulturens store blomstring i det 4. årtusinde virkelig en forfaldstid? Var det ikke snarere en periode, hvor det lykkedes at mindske den vedvarende konkurrence samfundene imellem, hvorved den næsten demonstrative rituelle aktivitet mistede noget af sin betydning?

Synspunktet har været fremført, idet man har peget på, at bondesamfundet nu ændrede noget af sin driftsform, så trykket på landbrugsjorden kunne lettes. En udvikling i retning af et større husdyrhold kunne være forklaringen. Behovet for et stadigt voksende landbrugsoverskud årtusinder igennem kunne have ført til, at man begyndte at holde større kvægflokke i de mere permanente rydninger i skovene.

Det kunne igen åbne for inddragelsen af landbrugsområder, som man tidligere ikke havde næret interesse for. Og sluttelig føre til, at større og mere permanente bosættelser blev mulige i hvert fald i visse egne af landet. Som vi har set, tyder nogle iagttagelser netop på, at bopladsernes størrelse vokser i disse århundreder.

En sådan udvikling ville nødvendigvis have krævet en større arbejdsindsats i selve landbruget, bl.a. i form af øget indsamling af vinterfoder til kvæget. Men med den ændrede landbrugsform ville der være mere land til rådighed for befolkningen – og det ville mindske behovet for den demonstrative markering af territorierne.

Endnu er alt dette kun hypotese. Men også senere i oldtidshistorien, f.eks. i den begyndende jernalder efter ca. 500 f.Kr. kan man se, at en omlægning af landbrugsformen førte til en mindre demonstrativ social adfærd. Måske det var en beslægtet proces, der fandt sted i midten af bondestenalderen på overgangen mellem det 4. og 3. årtusinde f.Kr.