Tunge tider

Ved overgangen til det nye år 1926 var der ikke megen anledning til festfyrværkeri. Ganske vist kunne den dansker, der så ud over landets grænser, glæde sig over, at de britiske tropper havde rømmet Köln, et normaliseringstegn efter 1. verdenskrig. Og i det nye fredeliggjorte Tyskland opfordrede den ultrakonservative præsident, generalfeltmarskal von Hindenburg socialdemokraterne til at lade sig repræsentere i regeringen. Vor eneste reelle udenrigspolitiske trussel syntes pacificeret – ikke mindst efter grænsedragningen i 1920, som var sket efter en demokratisk folkeafstemning. Der var fred og åbenbart ingen fare.

Men så danskeren ind ad sine egne vindver, måtte han erkende, at 30 procent ved årsskiftet gik arbejdsløse. Selv om der var tale om vinterledighed, blev det dog til 20 procent på årsbasis. Mismodigt kunne det konstateres, at stor arbejdsløshed åbenbart var et fænomen, man måtte leve med.

Den første efterkrigs optimisme og dens fremtidshåb var afløst af desillusioneret pessimisme. Bortset fra et vist økonomisk opsving 1923-24 havde aviserne siden 1920 næsten ikke bragt andet end sandfærdige sensationer om bankkrak, forringelse af den danske krones værdi, faldende landbrugspriser – og i 1925 tillige beretninger om en opslidende arbejdskamp, der ydermere havde bragt splittelse i fagbevægelsen. Ved overgangen fra det første til det andet kvarte århundrede var det svært at se noget lys forude. Danmarks økonomiske problemer syntes uløselige.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Tunge tider.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig