Var de skyldige?

Mange af de dømte, sikkert de allerfleste, har uden tvivl været uskyldige i den forstand, at de ikke har ønsket at skade nogen med deres magiske kunster, hvis de overhovedet har foretaget den slags. Men det er ikke sandsynligt, at alle de dømte med sandhed har kunnet sige som Maren i Ribe: „Jeg ved dér slet intet af.” Som det er fremgået, må vi være yderst forsigtige med at tage bekendelserne for gode varer, og vi er her i et område, hvor vi må overveje spørgsmålet ud fra en samlet betragtning af tilværelsen i den tids samfund. Som den magiske tankegang var en integreret del af den almene forestillingsverden, således var også de magiske handlinger en del af det generelle handlingsmønster. Alle har ment, at der var en årsagssammenhæng mellem det onde ord eller den onde handling og de skader og ulykker, der skete. Tilfældigheder havde ikke samme plads i bevidstheden som i vores naturvidenskabelige forklaringsverden. Som i alle andre samfund er det forekommet, at mennesker i afmagt og fortvivlelse har ønsket at hævne sig med de midler, de havde. Fortrængte aggressioner og vrede har søgt afløb under de eksisterende mentale muligheders vilkår, og de var ikke blevet anderledes end tidligere.

Men også andre kan have givet sig ind på det farlige område. Kloge folk og andre, som var særligt interesserede i de skjulte kræfter, og som måske havde stærke personlige evner i retning af at påvirke deres medmennesker, har her haft et virkefelt, hvor de – i lighed med mor Sigbrit på et andet intellektuelt og socialt niveau – har kunnet gøre deres psykiske styrke gældende eller finde kompensation for en svag social stilling. Der kan have været dem, som har ment, at hvis de alligevel blev anset for at kunne bringe magterne til at fungere, som de ønskede, kunne de lige så godt udnytte rollen som den frygtede og måske respekterede i det lille samfund. Ry for trolddom kunne være en beskyttelse, der dækkede over følelsen af afmagt og ønske om at hævde sig. Grænserne var som før reformationen flydende, både mentalt og i praksis, mellem den gavnlige og den skadevoldende magi.

I forhold til situationen ved århundredets begyndelse kan der derimod være grund til at overveje virkningerne af den nyorganiserede kirkes meningsstyrende indsats. Den teologiske trolddomsmytologi blev bestyrket ved de tilståelser, der blev fremtvunget og formet i dens billeder. Den er i årenes løb blevet kendt, dels gennem forkyndelsen fra prædikestolen, dels ved at processerne i sig selv spredte de nye lærde tankegange, efterhånden som bekendelserne rygtedes. Det har i tidens løb smittet af på de almene forestillinger og kan have inspireret nogle. Samspillet mellem opfattelserne skabte langsomt og gradvis den figur, der i senere århundreder blev kendt som heksen.

Ifølge den teologiske trolddomsmytologi øvedes kunsten i hemmelige grupper eller selskaber, roder, med Djævelen som mester. Det var en del af baggrunden for, at man absolut ville have udlæggelser af medsammensvorne frem ved forhørene. Ideerne om troldfolkenes fællesskaber og forsamlinger på højdedrag eller kirkegårde opfattedes som en omvending af det kristne menighedsfællesskab, men kan også have haft rod i de fortsættelser af hedenske frugtbarhedsritualer efter årstiderne, som kirken havde affundet sig med før reformationen (se afsnittet Et andet syn på magterne). Efter reformationen delte disse fester skæbne med al anden „papisme”, uden at det dog nogensinde lykkedes at afskaffe dem. Før reformationen var det skik at danse på kirkegårdene eller i kirkerne om natten ved bestemte helgenfester. Man tog billederne ned fra alteret, sang „upassende” sange og udførte forskellige „overtroiske” handlinger, som det hedder i teologernes beskrivelser, alt sammen noget, der også kendes fra udlandet. Det kan være sådanne folkelige traditioner, der nu i de nye teologers bevidsthed antog større diabolsk betydning. De danske teologers meninger om trolddom var påvirket af udenlandske lærde bøger, der så og tolkede skikke og trosforestillinger hos Europas bondebefolkning ud fra kirkens lære om Djævelen. Den gamle naturreligion her i landet kan have modtaget inspiration eller bestyrkelse fra de teologiske forestillinger om festernes karaktér, om at indgå pagt med Djævelen, at gå avet om kirker ved nattetide, puste ind ad kirkedøres nøglehul, holde „hjælpedjævel” i skikkelse af en hund, kat eller andet dyr, og andre træk, som gled sammen med bøndernes forestillinger om de skadevoldende magiske handlinger.

Kloge folk var ofte konkurrerende næringsdrivende, men de har naturligvis kendt hinanden. Man skulle lære erhvervet, og mange har sikkert også mødtes for at udveksle erfaringer og drøfte metoderne. På tilsvarende vis kan også andre, f.eks. fattige, enlige kvinder, have fundet sammen omkring gode eller onde forehavender, måske i fælles krænkelse fra lokale storbønder eller andre bedre stillede naboer.

Men selv om der således kan være sket en gensidig påvirkning mellem lærde og almene forestillinger, må vi konstatere, at bønder og borgere langtfra var til sinds at efterkomme Peder Palladius' og de andre teologers krav om, at de skulle skille sig af med de kloge folk. Kirkens overtalelsesforsøg lykkedes ikke. Folk ville fortsat ikke antage kirkens definition på trolddom. De havde stadig brug for helbredere og tyvekosters fremskaffere, ligesom det daglige livs problemer nu engang måtte klares med de midler, man havde. Det var først, da de verdslige øvrigheder i 1617, i anledning af 100-året for Luthers første offentlige fremtræden, fulgte deres teologiske vismænds råd og skærpede kampen imod befolkningens trosformer, bl.a. ved at kriminalisere al anvendelse af signen og manen, også til helbredelse, at trolddomsprocesserne tog et vældigt opsving.