En epokes slutning

Tiden omkring 1100 f.Kr. markerede den nordiske bronzealders midte og samtidig også et højdepunkt i kulturudviklingen i Centraleuropa. En stabil bronzealderkultur var opstået, og trods variationer mellem de enkelte områder var kulturbilledet over store dele af Europa påfaldende ensartet.

Hertil bidrog bl.a. den store spredning af prestigevarer og råstoffer og med dem også ideer og teknologiske fornyelser over vældige landområder fra Donau i øst til Atlanterhavet i vest. I store træk fulgte også udviklingen i Nordeuropa de samme hovedlinier som i Centraleuropa frem til slutningen af det 8. århundrede f.Kr. Så indtraf det vendepunkt, der førte til, at de to kulturområders veje skiltes.

De sidste århundreder af det 2. årtusinde f.Kr. havde set en kulturblomstring i de østlige dele af Centraleuropa. Talrige offerfund og mange steder også rigt udstyrede grave vidner om, at stor rigdom var samlet i hænderne på et krigeraristokrati, som omgav sig med symboler på sin autoritet i form af våben, undertiden også vogne og et stort udvalg af kultiske drikkekar fremstillet af hamret bronze. Fra dette område med centrum i Ungarn spredtes mange af de kostbare prestigevarer ud over store dele af det europæiske kontinent, og Danmark fik, som vi har set, også sin del heraf.

Også i tiden efter 1100 f.Kr. fortsatte de østlige områder af Centraleuropa deres højt udviklede bronzeproduktion. Fortsat var det de hamrede metalarbejder, som dominerede vareudvekslingen. Men også jernteknologien vandt nu langsomt indpas. Herved svandt noget af betydningen af bronzeforsyningerne, og i det lange løb fik netop det forhold indflydelse på den centraleuropæiske samfundsudvikling.

Begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. var dog endnu ren bronzealder i Centraleuropa. Og side om side med de østlige produktionscentre voksede de vestlige i betydning. Navnlig i Sydtyskland og Schweiz udvikledes en vældig bronzeindustri, hvis produkter i en bred strøm gik nordpå, helt op til det danske område.

Den sociale konkurrence mellem de talrige små europæiske høvdingesamfund må imidlertid være blevet skærpet på denne tid. Generelt synes konfliktniveauet at blive hævet, raids og andre væbnede konflikter må have været en del af de centraleuropæiske folks hverdag. Et af symptomerne herpå er den hurtige udbredelse af nye våbenformer fra egn til egn. Et andet symptom er, at samfundets elite mange steder organiserer sig i befæstede, borglignende anlæg.

Den slags anlæg bliver almindelige hen imod slutningen af det 2. årtusinde f.Kr., og byggeriet fortsætter i stigende omfang ind i det 1. årtusinde f.Kr. Ikke lige hyppigt alle steder, men f.eks. i Bøhmen, Polen og Østtyskland anlægges sådanne borge i stort tal. Deres funktion varierer fra egn til egn, men der er ikke tvivl om, at de foruden deres forsvarsmæssige betydning har været vigtige knudepunkter i det vældige system af udvekslingsforbindelser, der dækkede størsteparten af det europæiske kontinent.

Således fortsatte da økonomisk og socialt den udvikling, der var blevet sat i gang med bronzealderens begyndelse omkring 2000 f.Kr. Men nye tider var på vej.