Helleristning af hestetrukket sol, en fremstilling der svarer til solvognen fra Trundholm, indhugget i en klippeflade ved Tanum i Bohuslen, Sverige.

.

Bronzealderbåd under udgravning i et engdrag ved Varpelev på Stevns, kulstof-14 dateret til ca. 1000 f.Kr. Båden må have været ca. 14 m lang og var bygget af en mægtig, knastfri egestamme. Dette fartøj er et produkt af en ubrudt håndværkstradition, der går helt tilbage til jægerstenalderen. Så imponerende den lange og slanke båd end er, så er det næppe den, der er afbildet på helleristningerne og Rørbysværdet. Bronzealderens store fartøjer, som har krydset bl.a. Østersøen, mangler endnu at blive fundet.

.
.

Imod slutningen af det 2. årtusinde f.Kr. dukker mennesket op i bronzealderens billedverden. Menneskeansigter ses nu udført en miniature på små rageknive, nåle og knive. Det her viste menneskehoveder ses her i kraftig forstørrelse. Originalen er næppe 1 cm stor.

.

Engelstrupstenen, den vel nok fornemste helleristning fundet i Danmark. Den blev i forrige århundrede fundet siddende i et gærde men er nu udstillet på Nationalmuseet i København.

.

Hornet hovedsmykke af bronze og guld, fundet i en mose ved Hagendrup i Nordvestsjælland. Om anvendelsen af dette gådefulde stykke i bronzealderens kult hersker der stor usikkerhed. Muligvis har det siddet på en kultfigur af træ. I hvert fald er det for småt til at have været båret af et voksent menneske.

.

Hvad bronzealderens billedverden savner af klarhed, det ejer den til gengæld i rigdom og mangfoldighed. Helleristningerne demonstrerer med al tydelighed dette, selv om de danske sammenlignet med de norske og svenske nok kan forekomme lidt blege.

Helleristningerne findes mange steder i det sydlige Skandinavien, navnlig dog i det landskab, der strækker sig langs den svenske Kattegatkyst fra Göteborg og videre nordpå til Oslofjorden. Rige helleristningsfelter er der også i Uppland, Södermanland og Östergötland. Her kan de findes på de nøgne klippeflader. Tusindvis er der af dem, indhugget i den hårde granit. Oldtidens eneste monumentalkunst har man kaldt dem.

I Danmark er helleristningerne langt mere beskedne. Dog indtager Bornholm en særstilling. Øen er det eneste sted i det nuværende Danmark, hvor fast klippe når op i dagens lys.

Halvdelen af de bornholmske helleristninger er skibe. Kredstegn og fodaftryk udgør hver knap en fjerdedel. Den stærke dominans af skibe svarer til, hvad man ser på de andre øer i Østersøen, Öland og Gotland.

Til gengæld har de bornholmske skibsbilleder ikke meget til fælles med skibsbillederne i det øvrige Danmark. De bornholmske er jo alle indhugget i fast klippe. Her sejler skibene som hele flåder af sted i den isskurede granits glatte overflade.

I resten af landet kendes over 100 billedsten og ca. 700 sten med små, skålformede fordybninger (skåltegn). De findes fortrinsvis i de egne af landet, hvor bronzealderbefolkningen boede tættest.

De danske ristninger uden for Bornholm kendes kun fra de sten, som isen årtusinder tidligere transporterede hertil. En sådan sten valgte man sig til helleristningen fra Engelstrup i Odsherred (se illustration), vel nok Danmarks fornemste. På stenens overflade er indhugget to skibe.

Over det største står et menneske og en dyrefigur. Til venstre for det store skibs stævn findes endnu en menneskefigur. Ligesom den første sikkert en mand. Under skibet ses et kredstegn og på hver side heraf henholdsvis en mand og en kvinde. Kvindens køn er angivet ved en grubeformet fordybning mellem hendes ben og ved en bagudflagrende fletning.

Så rige og varierede er kun et fåtal af de danske helleristninger. Langt de fleste er ganske simple, blot bestående af de såkaldte skålgruber, dvs. nogle få cm store, skålformede fordybninger hugget ned i stenens overflade.

Skåltegnene kendes fra mange hundrede steder rundt om i landet. De er fundet på sten i bronzealderens grave og på bopladserne, men ofte er de flyttet fra deres oprindelige sted. Det sker f.eks. ikke sjældent, at man finder dem mellem stenene i et kirkegårdsdige.

Skal man danne sig et billede af helleristningernes rigdom, må man gå til de øvrige skandinaviske lande. Det er imidlertid ikke de rigeste landbrugsområder i Sydskandinavien, der har frembragt flest helleristninger.

Ganske vist finder man dem normalt i nærheden af bebyggede områder, f.eks. på klippeflader i skoven bag områder med dyrkeligt land. Men de findes også i egne, der i bronzealderen var ret tyndt befolkede. Bohuslän, som rummer så mange helleristninger, er f.eks. ikke særligt frugtbart land.

Der er altså en kontrast mellem på den ene side en mellemskandinavisk region, hvor figurative billeder spillede en stor rolle, og en sydlig region, hvortil Danmark hørte, hvor de havde en meget mere beskeden rolle. Man kan også tale om to forskellige verdener: en i syd, der var forbundet med kontinentet gennem et fælles metalhåndværk – og en i nord, hvor metal var mere sjældent, og hvor billeder blev brugt næsten som et alternativ til metalgenstande.

Det var elementære forskelle i erhvervsformen, der på den måde kom til syne. I syd havde man et landbrug baseret på kvæghold og med et ekstensivt bosættelsessystem. I nord var der derimod tale om en region, hvor andre erhvervsformer som f.eks. jagt og fiskeri spillede en stor rolle.

Her var samfundene små og spredte, og livsformen muliggjorde kun, at befolkningen samledes ved særlige lejligheder, hvor man kunne fejre rituelle fester. Ved disse lejligheder blev helleristningerne formentlig udført.

I hvert af de mange helleristningsområder havde man sine egne traditioner. Valget af motiver varierede meget fra egn til egn. I Bohusian var f.eks. halvdelen af motiverne skibsbilleder.

Men i Østfold i Norge var der langt flere, og i Rogaland var hele 72% af samtlige motiver skibsbilleder. Östergötland har f.eks. mange billeder af våben. Det samme har Skåne, men i de øvrige helleristningsområder er billeder af våben forholdsvis sjældne.

At tolke helleristningerne er meget svært. Tidligere mente man, at de først og fremmest var et resultat af menneskers kommunikation med forskellige guddommelige væsener. I dag er man mere tilbøjelig til at se dem som en art sociale koder med en stor grad af mangetydighed. Helleristningsforskningen er nemlig i stigende grad blevet påvirket af den moderne socialantropologis syn på såkaldt primitive folkeslags måde at tænke på.

Man ser nu ofte ristningerne som et medie for en metaforisk måde at tænke på – en måde som afviger meget fra den, som er fremherskende i nutidens vestlige civilisation. En metafor reducerer ikke antallet af meninger, den udvider og integrerer tværtimod de forskellige symbolers meninger. Det betyder ofte, at selv forhold, som for en udenforstående fremtræder som ulogiske og kaotiske, har en bagvedliggende logik.

Som et eksempel på den metaforiske tænkemåde kan man vælge skibet, som tidligt fik en dominerende betydning i den religiøse billedverden. Tager vi skibet på Rørbysværdet, så husker vi, at der også blev talt for, at sværdets form efterlignede skibets form.

Dets krumme spids skulle f.eks. ligne et bronzealderskibs opadbøjede stævne. Skibet blev i den sammenhæng tolket som et symbol på høvdingemagten, men der blev også peget på, at det med tiden fik en mere religiøs betydning.

Nye associative forbindelser opstår, når rageknivenes form begynder at efterligne skibets. Bl.a. associerer knivenes håndtag til de dyrehoveder, der på bl.a. helleristningerne findes på skibenes stævne.

På bladene af nogle af rageknivene finder man imidlertid også små billedfremstillinger, der viser solens rejse over himmelhvælvet. Der opstår nu nye koblinger, hvor rageknive, som først og fremmest findes i mandsgrave, symboliserer et religiøst indviet menneske af hankøn.

Rageknivene og skibssymbolerne kan nu gensidigt tænkes at symbolisere det politiske såvel som det religiøse lederskab, idet de to betydninger er integreret i hinanden. Disse associationskæder er således udtryk for, at forhold, som for den udenforstående synes ulogiske og kaotiske, i virkeligheden har deres egen indre logik.

Associationskæderne bliver altså udtryk for det, socialantropologerne kalder ”den vilde tanke”, et udtryk der er skabt af den franske socialantropolog Claude Lévi-Strauss.

Tænkemåden er ingenlunde ukendt fra senere tider. I bl.a. slutningen af jernalderen har skibet også en dyb symbolsk betydning. Man kunne mode det i form af skibsbegravelser eller i form af skibssætninger, der markerede et skib omkring graven.

Der var også i endnu senere tider traditioner, der fortalte, at de herskende familier kom fra havet, og at de efter døden vendte tilbage dertil. Måske vi her står over for en sen form for den tankegang, som var fremherskende i bronzealderen, og som forbandt herskernes legitimitet med symboler, der refererede til en mangfoldighed af myter og forestillinger om tilværelsens indretning.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Helleristningerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig