Da hanseaternes skibsfart begyndte at gøre sig gældende i Norden og i Danmark, må deres store skibe have vakt en vis opsigt. Ved midten af 1200-årene var Sankt Jørgensbjerg Kirke uden for Roskilde under reparation, og her – med udsigt over Roskildes havn – tegnede en bygningshåndværker i den våde kalkpuds omridset af det mærkelige skib han så fra kirkebakken. Hans skitse af en hansekogge kom til at sidde i en dørkarm der siden blev tilmuret, og den er først genfundet i vore dage.

.

Hanseforbundet kom i 1200-årene til at bestå af tre regionale grupper: de vendiske stæder med Lübeck og dens naboer i centrum, de pommerske, preussiske og livlandske stæder på forbundets østlige flanke og de nederlandske og westfalske stæder på den vestlige flanke.

Det var Lübeck og de vendiske stæder der stod Danmark nærmest. I Lübeck havde Valdemar Sejr en lang tid været byherre, og Lübecks interesser i det danske handelsliv var allerede ved 1280'ernes begyndelse store. Og nu havde byen et mellemværende med Norge.

Selv om hansestæderne gerne arbejdede sammen om at opnå de bedst mulige handelsrettigheder overalt hvor de ønskede at færdes, så havde de tre grupper ikke helt sammenfaldende interesser. Byerne på forbundets flanker var engagerede i den store øst-vestgående handel og ville beholde mest muligt af den for sig selv, medens Lübeck i centrum ønskede mest muligt af trafikken fra Balticum til Vesteuropa kanaliseret over Lübeck. Og denne by gjorde i 1280'erne et fremstød for at komme til at dominere Norges udenrigshandel, med tilførsler af korn mod opkøb af den lufttørrede torsk, stokfisken. Bergen blev et stort tilflugtssted for fastboende tyske handelsfolk beskæftigede med denne handel. Men i 1280'erne var forholdet til Norge i krise. Lübeck lagde pres på den norske kongemagt for at opnå bedre vilkår og brugte sin indflydelse hos de andre nordiske fyrster til at fremme dette formål.

Lübecks førerstilling i hanseforbundet var uformel, men solid. Egentlig var det blot Lübeck der indkaldte de store delegeretforsamlinger, hansedagene, til forhandlinger mellem alle forbundets medlemmer. Lübeck var „hansaens hoved”, og den der i alle hansestædernes interesseområder havde de mest omfattende privilegier. Dens ret til at indkalde hansedagen anfægtedes aldrig, selv om den ikke var formaliseret, og selv om enkelte stæder i givne situationer så deres fordel i at sidde indkaldelser overhørig. Men i så tilfælde undskyldte man sig gerne med modvind eller andet plausibelt.

Hanseforbundet var altid et løst politisk forbund, selv om dets magtmidler overgik mange egentlige staters. Det var altid delegerede med bestemt fuldmagt der mødte til forhandling. Somme tider var de hemmeligt instrueret om på et givet tidspunkt og under bestemte betingelser at fravige deres instruks, og de kunne altid over for et problematisk anliggende hævde slet ikke at være bemyndiget. Det blev ofte nogle langtrukne og komplicerede forhandlingsforløb, hvor det også gjaldt for den enkelte by om ikke at lade sig repræsentere oftere end højst nødvendigt.

Forhandlingerne kunne foregå enten på den store hansedag eller i regionalforsamlinger. Når de var tilendebragt og det bedst mulige resultat opnået, blev der udarbejdet et forhandlingsreferat, en såkaldt „reces” der skulle godkendes af de delegerede og ratificeres af rådene i de enkelte byer før det kunne danne grundlag for handling. Ordet reces kommer af latin recedere, trække sig tilbage, og betyder altså det resultat hvorpå deltagerne skiltes. Der var gode grunde til at alle byerne førte en registratur over alle disse recesser, fra den første spæde begyndelse eller fra det tidspunkt hvor de selv kom med. Hele processen var langsommelig og åbnede mange muligheder for forvirring og dobbeltspil.

Når byerne optrådte i fællesskab var det i almindelighed for at forberede forhandlinger med fyrster eller andre om handelsrettigheder, privilegier, eller det var i forsøg på at beskytte købmændene bedre og eventuelt opnå erstatning for tabte varer eller ødelagte muligheder. Alt sammen noget der let førte byerne ind i aktuelle politiske modsætningsforhold mellem herrer og fyrster i de områder hvor de drev købmandskab. Hansestædernes rådmænd blev snart små statsmænd der lærte at manøvrere under disse vilkår, til egen fordel, men også med en stadigt mere grundfæstet tradition for kyndig og smidig international mægling, ikke mindst i Norden hvor Danmark var i centrum af hanseaternes interesser.

I begyndelsen af 1280'erne var der en krise i forholdet mellem de vendiske stæder og Danmark. Det ses af at kongen har udstedt nogle ganske gunstige privilegier for udenlandske købmænds handel i Danmark, men begrænset privilegiernes gyldighed til ét år, hvor de tidligere normalt gjaldt hele kongens levetid. Det hang sikkert sammen med at flere af de tyske handelsbyer og deres fyrster var i krig med markgrevskabet Brandenburg, Erik Klippings dronnings hjemland, men Lübecks forhold til Norge spiller også ind. Endelig var Erik Klippings stærke moder død i 1282. Margrete Sambiria havde været en veteran i østersøpolitikken. Og hendes søns enekurs bar nu præg af hendes fravær.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Hansestæderne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig